En 20-årig mand fra Hobro blev torsdag fundet skyldig i uagtsomt manddrab, efter han i august sidste år påkørte en 13-årig dreng, der kom cyklende ad Hobrovej nær Møldrup. Manden blev også dømt for at have indrettet sin bil, så han ikke havde det nødvendige udsyn.
En 13-årig dreng kom lørdag aften den 26. august sidste år cyklende på Hobrovej i retning mod Møldrup, da han blev påkørt af en bilist. Bilisten ringede straks efter hjælp, men drengens liv stod ikke til at redde.I går eftermiddags, torsdag den 24. oktober 2024, blev bilisten, en 20-årig mand fra Hobro, så fundet skyldig i uagtsomt manddrab og for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til siden under overhaling. Manden blev desuden dømt for at have ført en bil, der ikke var i lovlig stand: Førersædet var anbragt, så man ikke kunne opnå en bekvem kørestilling, og så udsynet over instrumentbordet var reduceret, ligesom der fra det indvendige førerspejl hang ni duftgivere.
Retten i Viborg valgte at straffe den 20-årige mand med tyve dagbøder a 400 kroner. Derudover blev manden betinget frakendt sin førerret. Det betyder, at den 20-årige får lov at beholde sit kørekort, hvis han består en kontrollerende køreprøve, dvs. både en teoriprøve og en praktisk køreprøve.