34-årig mand idømt forvaring for en række voldtægter

Profilbillede
dato

En nu 34-årig mand fra Viborg er dømt for voldtægter begået i en periode fra 2003 til 2008 mod tre forskellige børn og for en voldtægt begået sidste år mod en 17-årig kvinde.

Den 34-årige mand blev i dag, den 22. november 2023, ved Retten i Viborg dømt for en række seksuelle overgreb. I en periode fra 2003 til 2008 begik han talrige gange voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en pige, der på det tidspunkt var mellem 10 og 14 år gammel. Han blev også fundet skyldig i voldtægt ved samleje mod samme pige. På det tidspunkt var pigen 14 år.

Herudover blev den 34-årige dømt for i en treårig periode fra 2005 til 2008 flere gange at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en pige, der var 10-12 år gammel. Manden er også dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og for forsøg på voldtægt ved samleje med samme pige på et senere tidspunkt, da pigen var 12-13 år gammel.

Retten fandt derudover den 34-årige viborgenser skyldig i et tilfælde af voldtægt ved samleje begået i 2008. Offeret var 14 år, da overgrebet fandt sted.

Ud over de mange seksuelle overgreb mod børn, da manden selv var mellem 15 og 19 år gammel, blev den 34-årige mand dømt for en voldtægt begået i februar 2022 mod en 17-årig kvinde.

Retten idømte manden forvaring. Det betyder, at han skal være frihedsberøvet på ubestemt tid.
Herudover blev manden idømt et boligforbud. Dermed må han, når/hvis han bliver løsladt, ikke lade børn under 18 år tage ophold i hans hjem, ligesom han ikke selv må tage ophold i en bolig, hvor der opholder sig børn under 18 år.

"Jeg er meget tilfreds med, at den 34-årige - med undtagelse af et enkelt forhold - er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, og at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand om, at en tidsubestemt straf i form af forvaring er det rigtige. Forvaring er - sammen med livstid - den mest alvorlige sanktion, vi har, og det siger selvfølgelig noget om sagens alvor", siger specialanklager Pia Koudahl, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der har siddet varetægtsfængslet siden den 28. september 2022, har hele tiden nægtet sig skyldig i alle forhold. Han ankede dommen på stedet.

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook