Viborg Museum fejrer sin 160 års fødselsdag ved at invitere til Åbent Hus i den kommende museumsbygning
Den 24. juni kan op til 300 interesserede komme med på en spændende rundtur i den kommende museumsbygning i Domkirkekvarteret. Tidligere husede bygningen Vestre Landsret i næsten 100 år, men nu står bygningen foran en stor forandring.
Anledningen til Åbent Hus arrangementet er Viborg Museums 160 års fødselsdag. Museet er ikke bare en af byens ældste institutioner, men også et af landets ældste museer. Dengang i 1861, hvor museet blev grundlagt, skete det med fint besøg. Kong Frederik VII besøgte Viborg, og driftige herrer skabte til begivenheden en udstilling af fine, lokale oldsager. Hermed skabte de også grundlaget for Viborg Museum, og i 160 år har museet fungeret som byens og kommunens fælles hukommelse.
De fleste Viborg-borgere vil kende museet fra dets mange år på Hjultorvet, hvor udstillinger i den smukke, hvide museumsbygning fortalte byens og egnens historie.
For få år siden blev en stor flytteproces sat i gang. Hele museets enorme samling bliver flyttet til en ny magasin-bygning, og imens udvikles nyt indhold til det bymuseum, der skal åbne i Domkirkekvarteret. Og det er dette, man kan få lov at se og høre mere om den 24. juni.
Museumschef Brian Wiborg udtaler: ”Vi er på museet enormt beærede over at stå på skuldrene af 160 års museumsvirksomhed i Viborg. Mange før os har delt vores passion for byens og egnens historie, og det gør museet til en vigtig videns- og formidlingsinstitution for hele Viborg Kommune. Nu glæder vi os til at kunne fejre jubilæet ved at invitere gæster indenfor til en rundvisning i den kommende museumsbygning. Her vil vi fortælle om nogle af de detaljerede planer, der er i gang med at blive realiseret.”
Alle forhåndstilmeldte deltagere vil i mindre grupper blive guidet rundt i det meste af bygningen. Undervejs vil museets medarbejdere fortælle om de udstillinger, der er i støbeskeen og løfte lidt at sløret for de oplevelser, der venter gæsterne i det nye museum. Efter rundturen byder museet på gratis kaffe og kage.
Pga. Covid-19 restriktioner er der kun adgang for et begrænset antal ad gangen. Alle skal derfor booke en gratis billet på forhånd via museets hjemmeside og medbringe et gyldigt Corona-pas.
Fakta:
Hvor: Den nye museumsbygning, Gråbrødre Kirkestræde 3
Hvornår: Torsdag den 24. juni kl. 14.00 – 17.00
Pris: Gratis
Billet: Billet skal bookes her på forhånd
Covid-19: Alle skal fremvise gyldigt Corona-pas