Bliv kollegiekoordinator og vær med til at skabe trivsel for unge i Viborg

dato

Er du en haj til at skabe relationer, elsker du at planlægge, og kan du drive et "hotel"? Så læs med her

Vores nuværende kollegiekoordinator er på vej på pension, og vi søger derfor en ny kollega, som har lyst til at samle stafetten op.

Vores kollegie på H.C. Andersens Vej har plads til 250 beboere, og som koordinator har du en meget vigtig rolle i at sikre, at elevernes og kursisternes ophold på kollegiet er velplanlagt fra ankomst til afrejse. Du bliver en del af et stærkt team, som ud over dig består af tre kollegiekonsulenter, to driftsassistenter, to rengøringsassistenter og vores køkken. Sammen har vi fokus på at skabe rammer, hvor eleverne trives og udvikler sig.

Dine opgaver
Du bliver kollegiets ”hotel-manager”, og overskriften på din hverdag er planlægning og koordinering. Dine opgaver spænder bredt og omfatter blandt andet:

  • Planlægning og kapacitetsstyring
    Du arbejder tæt sammen med studieadministrationen, og det er dig, som har det store overblik ift. at matche elevernes og kursisternes skole- og kursusperioder til kollegiets kapacitet. Du sikrer, at værelserne udnyttes optimalt, og du undgår både tomme værelser og overbookninger. Hvis vi har brug for ekstra plads, koordinerer du med Campus tæt på VIA, hvor vi lejer nogle flere værelser.
  • Praktisk drift
    I samarbejde med drifts- / rengøringsteamet og køkkenet sørger du for, at hverdagen på kollegiet kører. Du tager ansvar for opgaver, der kræver overblik, og du sikrer, at tingene spiller, og beboerne trives.
  • En vigtig kontaktperson
    Du er en vigtig kontaktperson for eleverne. De henvender sig til dig med praktiske spørgsmål om alt fra bustider til aktiviteter på kollegiet. Du skaber en tryg base, og du holder øje med, om nogen har brug for lidt ekstra støtte. I trivselsarbejdet arbejder du tæt sammen med kollegiekonsulenterne (som arbejder aften/nat) og skolens trivselskonsulenter.
Dit kontor er på kollegiet, lige ved receptionen, så du altid er tæt på eleverne og en naturlig del af deres hverdag.

Hvem er du?
Du har styr på detaljerne, og du vil gerne være den, som får vores ”kabale” til at gå op. Du har overblik, og dit fokus på samarbejde gør koordineringen mellem afdelinger og ansvarsområder nem.

  • Du er god til mennesker
    Du har lyst til at skabe et godt samarbejde med både elever, kursister, forældre og kolleger. Muligvis har du en pædagogisk baggrund eller anden erfaring med relationsarbejde.
  • Du har styr på det administrative
    Og du ser det som en sjov udfordring at overskue kapacitetsstyringen flere måneder frem i tiden. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra skole- eller uddannelsesverdenen, og du er vant til at arbejde indenfor rammerne af bekendtgørelser, lovgivning mv. Du er hurtig til at lære nye IT-systemer, og måske du allerede har kendskab til Lectio.
  • Du har hjertet med i det, du laver
    Du vil gøre en forskel for unge mennesker, støtte dem, udfordre dem og hjælpe dem med at vokse, både fagligt og personligt.
Hvad kan vi tilbyde?

  • Et fantastisk team, der altid står klar til at hjælpe hinanden
  • En hverdag med mening, hvor du gør en forskel for unge mennesker
  • Gode arbejdstider, som passer til din hverdag
Ansættelsesvilkår og proces

Det er en fast stilling på 32-37 timer pr. uge afhængigt af, hvad der passer dig bedst. Arbejdstiden ligger typisk mellem 8-16, men der kan være arrangementer om aftenen, hvor vi håber, du har lyst til at være med.

Du skal have kørekort og egen bil.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK/Stat. Tiltrædelse pr. 01.05 2025. Arbejdsstedet er Viborg

Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte uddannelsesleder Dan Laursen på telefon 2178 9807.

Ansøgningsfristen er den 23. februar, og vi forventer at afholde samtaler den 5. marts 2025.

Vi har fokus på at være en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge uanset personlig baggrund. Du kan se mere om Mercantec som arbejdsplads her. Vi ser frem til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Mercantec, H.C. Andersens Vej , 8800 Viborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-02-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/fee9bb1e-f260-4d1c-bd7c-116dcb2e9776

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook