Die Herren runder august af med endnu en gratis udendørs lørdagskoncert i Viborg. Det foregår som altid kl. 11, og denne gang er det på Nytorv.
Selvom koncerten foregår en lørdag formiddag, skulle der være god chance for at finde den nostalgiske stemning frem og skråle med på ”Sunday Bloody Sunday”, for Die Herren har spillet U2-numre i mere end 28 år. Og det har de tænkt sig at blive ved med – også på Nytorv i Viborg.
Die Herren giver det hele
Bandet er kendt for at give sig selv fuldt ud til publikum hver eneste gang, så du kan forvente en ren fest af en formiddagskoncert. Og netop fordi Die Herren spiller med så stor indlevelse og energi, er det ikke nødvendigt at være gammel U2-fan for at få en fed oplevelse. Du skal bare komme og være klar på at blive blæst igennem af feststemning.
Og så er det gratis
Det er Viborg Kultur- og Idrætsfond, Viborg Kommune, Vi er Viborg samt byens og lokalområdets erhvervsliv, der er vært for koncerten, som er gratis for publikum. De arrangerer nye koncerter hver lørdag, så man kan være sikker på, at lørdag formiddag er lig med musik i gaden.