Weekendens slagsmål på et diskotek i Skive, hvor to af mændene endte med at blive stukket med en skruetrækker, er endt med en varetægtsfængsling af en 25-årig polsk mand.
Den 25-årige er varetægtsfængslet for at have stukket to mænd ned med en skruetrækker søndag morgen. Den ene af mændene blev stukket ni gange.
Alle fem mænd havde besøgt Diskotek Manhattan i Skive, hvor de var kommet op og skændes og endt i et slagsmål. Her endte to mænd at blive stukket med en skruetrækker og måtte en tur på hospitalet.
En 19-årig mand blev stukket i ballen og i låret og hans kammerat fik ni stik, der er fordelt mellem ryg, arme og i maveregionen. Han har skulle igennem en mindre operation, men er uden for livsfare.
Mulighed for flere sigtelser
Den 25-årig meldte sig selv efter, at han var blevet efterlyst af politiet, og han mødte op på politistationen i Viborg. Den 25-årig blev efter grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet vil forsætte deres efterforskning i samme periode.
Når politiet har haft mulighed for at kigge videoovervågningen igennem, kan det ende med flere voldssigtelser.
Den 25-årige nægter sigtelsen, men erkender at have været til stede og ført skruetrækkeren.