Er du vores nye specialeansvarlige fysioterapeut?

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til et helt særligt speciale, med fokus på familiecentreret rehabilitering? Kan du se dig selv arbejde med en kreativ tilgang til patienterne, samtidig med at du er monofagligt struktureret? Er du klar på en arbejdsdag, med humor og grin? Så må du hellere læse med her!

Du har nu muligheden for, at blive vores nye specialeansvarlige fysioterapeut på Børn og unge sengeafsnit 6 på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. 

Vi garanterer en hverdag som aldrig er ens, et højt fagligt niveau og skønne kolleger.

Vi søger en fagligt nysgerrig og engageret fysioterapeut, der brænder for neurorehabilitering i en kreativ hverdag med børn og unge. Som fysioterapeut med funktion som specialeansvarlig, skal du understøtte og udvikle den fysioterapeutiske praksis på afsnittet, samt sikre systematisk dokumentation af udredning og behandling. De specialeansvarlige, er sammen med ledelsen ansvarlig for udviklingen af en professionel høj faglig standard samt kontinuerlig mono- og tværfaglig udvikling.

Ligeledes skal du tage ansvar ind i at drive det gode patientforløb, holde og skabe overblik, samt motivere og understøtte dine kollegaers faglighed. 

Det er afgørende for at lykkedes med rehabilitering at der skabes mulighed for udvikling gennem alderssvarende aktiviteter og leg, så det udfordrer barnet/den unge i forhold til nærmeste udviklingszone. 

Som ny kollega på Børn og Unge S6 tilbyder vi dig:

  • Et struktureret introduktionsforløb, med grundig introduktion til specialet, både mono- og tværfagligt. Du tildeles en monofaglig mentor, som sammen med dig tager ansvar for, at du bliver introduceret til det spændende speciale
  • Hyppig refleksion og supervision af patientforløb  
  • En spændende og udfordrende hverdag, med fokus på et godt og anerkendende arbejdsmiljø, både fagligt og socialt
  • Et godt læringsmiljø med fokus på faglig udvikling i praksis, i samspil med kompetente kolleger
  • Som specialeansvarlig fysioterapeut får du et stort medansvar for udviklingen af den fysioterapeutiske praksis, og sammen med den specialeansvarlige ergoterapeut og sygeplejerske også et ansvar i den organisatoriske og tværfaglige udvikling i afsnittet. 

Vi lægger vægt på at du har:

  • Solid erfaring som fysioterapeut inden for neurorehabilitering og gerne inden for børneområdet. 
  • Har en kreativ tilgang i dit arbejde og at du ser dig selv som medspiller ind i det tværfaglige samarbejde, for at skabe de gode patientforløb
  • Stor interesse og lyst til at samarbejde med forældre og familier i krise
  • Gode relationelle kompetencer, samt tager ansvar og bidrager ind i det gode arbejdsmiljø.
  • Erfaring og lyst til både at indgå i praksis, men også motivere og yde sparring for både mono og tværfaglige kollegaer, for at fremme din egen, men også din kollegas mulighed for læring og udvikling i specialet
  • Interesse i og lyst til at være ansvarlig for at planlægge, igangsætte og implementere erfarings- og evidensbaseret viden i praksis både monofagligt og tværfagligt, i samarbejde med de øvrige specialeansvarlige på afsnittet, men også med afsnitsledelsen, forsknings- og udviklingspersoner
  • Interesse i at fremsøge, tilgå og videreformidle nyeste viden inden for fysioterapi samt rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade 
  • Interesse i at indgå i kvalitets- og udviklingsprojekter og processer på organisationsniveau for hele Regionshospitalet Hammel Neurocenter. 

Hvis funktionen som specialeansvarlig fysioterapeut bliver besat af en intern, så bliver der mulighed for en basis stilling som fysioterapeut i afsnittet. 

På Børn og Unge Sengeafsnit 6 er fagligheden i højsæde med stor vægt på faglig udvikling. Udviklingen kan spænde bredt lige fra implementering af nye tilgange i praksis, til medvirken i større udviklingsprojekter. Som eksempel er vi aktuelt i gang med udvikling af et helt nyt spil til træning af armfunktion i samarbejde med Test og Udviklingscenter for Velfærdsteknologi og XploR XR. Har du lyst at læse mere om projektet så følg linket.

https://www.rm.dk/om-os/initiativpris/initiativprisen/indstillinger-til-initiativprisen-2022/virtual-table-board-til-born-og-unge/

På afsnittet varetager vi rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade, der kræver højspecialiseret neurorehabilitering. Vi modtager patienter med komplekse problemstillinger direkte fra akut sygehuset, og i nogle tilfælde fra eget hjem, hvorefter den rehabiliterende indsats påbegyndes.

Patientgruppen er børn og unge i alderen 0-23 år. Som fysioterapeut skal du brænde for det relationelle arbejde med forældre, søskende og familier i krise, da forældrene ofte er medindlagt og indgår som en vigtig del i samarbejdet omkring barnet/den unge. Vi har derfor fokus på familiecentreret rehabilitering, da hele familien påvirkes, når et barn/ung er indlagt på S6.

Patientgruppen rummer ofte meget komplekse fysiske og/eller kognitive problemstillinger. Disse kalder på højt specialiseret viden i forhold til behandling og en kreativ tilgang til barnets/den unges neurorehabilitering.

Vi har i perioder voksne patienter på afdelingen, som har behov for samme relationelle og højt specialiseret tilgang, som vores primære målgruppe. Derfor forventes det også, at man kan ”være fleksibel/jonglere” imellem at have øje for både børn/unge, samt voksne og de forskellige behov og livsvilkår der er på spil i den enkeltes rehabiliteringsforløb.

Vi er en stor engageret personalegruppe på ca. 45 medarbejdere, der består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, pædagoger, læger og serviceassistenter. Vi har dagligt et tæt samarbejde med logopæd, neuropsykolog, socialrådgiver, diætist og farmaceut som alle er tilknyttet afsnittet.

Om løn - og ansættelsesvilkår
Løn - og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer med vagtfordelingen dag- og aftenvagter samt weekendvagter, ca. 3 weekender fordelt over 12 uger. Vi planlægger ud fra ønskeplan så der er mulighed for indflydelse på egen arbejdsplan. 

Som specialeansvarlig vil du primært varetage dagvagter på hverdage. Hvoraf ca. 12 timer ugentligt er afsat uden for normering til varetagelse af specialeansvarlige møder og ansvarsområder. Den resterende arbejdstid forventes du at indgå i praksis på afsnittet med behandlinger og øvrige patientrelaterede møder og interventioner. 

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Konstitueret ledende terapeut Nina Overgaard Jensen på 78 41 92 39 eller oversygeplejerske Lerke Wahlgreen på 78 41 93 40. 

Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde elektronisk senest d. 16.august 2023 kl.23.59. 

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted d. 23.august 2023.

 

 

 

 

 

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Region Midtjylland, Heibergs Alle 4, 8800 Viborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://midtjob.dk/ad/er-du-vores-nye-specialeansvarlige-fysioterapeut/md2imh/da

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5882078

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook