Vil du være med til at bringe Hærvejens historie til live for tusindvis af vandrere og cyklister?
Udvikling Hærvejen søger en erfaren projektkonsulent til det toårige projekt “En stærk sammenhæng – ny vejvisning og formidling af Hærvejen”, støttet af Nordea-fonden.
Projektet skal skabe nyt liv og sammenhæng på Hærvejens 900 km lange vandre- og cykelrute gennem hele Jylland. Indsatsen omfatter tre hovedspor:
* Ny, sammenhængende vejvisning på ruten
* Stærk og fælles formidling af Hærvejens fortællinger
* Etablering og markering af rutens etapesteder
Derudover skal vi dele viden og erfaringer fra projektet med kommuner og organisationer, der arbejder med nationale og tværgående ruter.
Din rolle i projektet
Som projektkonsulent bliver du en del af sekretariatet for Udvikling Hærvejen og kommer til at arbejde tæt sammen med projektets overordnede projektleder.
Du får ansvaret for de dele af projektet, der vedrører formidling og etapesteder, og bidrager aktivt til at sikre fremdrift, kvalitet og koordinering på tværs af 15 kommuner, 9 destinationer, museer og leverandører.
Stillingen kræver solid faglig indsigt i formidling og projektstyring samt evne til at navigere sikkert i et komplekst samarbejdsfelt, hvor mange aktører skal levere til fælles standarder og deadlines.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
* Koordinere samarbejdet med leverandører og kommuner om udvikling af formidlingsskilte (70-80 styk) – herunder tekst, historisk baggrund og grafisk opsætning
* Koordinere etableringen af 45 etapestartsteder med etapesøjler, formidlingsskilte og bænke i tæt dialog med leverandører og kommuner om materialer, konstruktioner og montering
* Udvikle ny formidling langs Hærvejen i samarbejde med museer, kommuner og lokale aktører
* Bidrage til projektets vidensdeling – herunder planlægning af en afsluttende konference i 2027 for ruteejere og samarbejdspartnere
* Sikre kvalitet og dokumentation i leverancer og fremdrift i samarbejde med projektlederen
* Løse ad hoc-opgaver i sekretariatet – fx mindre formidlingsopgaver, koordinering på tværs af projekter og praktiske forberedelser til møder og events
Din profil
Vi søger en erfaren og selvstændig projektkonsulent med høj faglighed og stærke samarbejdskompetencer.
Du kan have en baggrund som fx kulturformidler, historiker, projektleder, naturvejleder eller tilsvarende.
Det er en forudsætning, at du har:
* Erfaring med udvikling af formidling af kultur, historie eller natur – gerne i et offentligt, musealt eller tværkommunalt regi
* Dokumenteret erfaring med koordinering af større projekter med mange samarbejdspartnere og leverandører
* En struktureret arbejdsstil og blik for kvalitet og tidsplaner
* Evne til at skabe overblik, følge op og kommunikere klart – både skriftligt og mundtligt
* Interesse for friluftsliv, natur og den gode fortælling i landskabet
Erfaring med samarbejde med kommuner, fonde eller offentlige aktører er en fordel.
Om os
Udvikling Hærvejen er en tværkommunal forening, der arbejder for at udvikle, synliggøre og styrke Hærvejen som sammenhængende vandre- og cykelrute gennem 15 kommuner og 9 destinationer i Jylland.
Hærvejen har sin egen visuelle identitet og en fælles designlinje for alle nye faciliteter og formidlingsløsninger.
Du kan læse mere om vores arbejde og finde målgruppekatalog og visuel identitet på haervej.dk.
Sekretariatet har kontor i Viborg, hvor du får tre kolleger. Vi er typisk på kontoret 2-3 dage om ugen, de øvrige dage arbejder vi hjemmefra eller er til møder rundt om i kommunerne.
Vi har en høj faglighed, tæt samarbejde og godt humør.
Praktisk
* Arbejdssted: Viborg Rådhus
* Omfang: Fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt
* Ansættelsesperiode: Stillingen er tidsbegrænset og løber frem til udgangen af 2027
* Tiltrædelse: 1. januar 2026
* Løn og ansættelsesvilkår: Efter kvalifikationer og i henhold til gældende overenskomst.
Udvikling Hærvejen er ikke en offentlig myndighed, men løn- og ansættelsesforhold følger et offentligt niveau og aftales individuelt ud fra erfaring og kompetencer.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Projektleder Mette Wessel Fyhn tlf.: 23 71 73 82 eller sekretariatschef Julie Fabian tlf.: 20 47 13 87
Ansøgningsfrist: 15. november 2025
Samtaler planlagt til: 21. november 2025
Du kan uploade din ansøgning og CV via viborg.dk/job
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kultur & Udvikling, Prinsens Alle, 8800 Viborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-11-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/cb40452f-f69e-4a55-9e04-c9241405cea2