Fængselsstraf til 11 personer for frihedsberøvelse og grov vold mod 17årig dreng

dato

11 personer mellem 18 og 31 år er i dag blevet idømt lange fængselsstraffe for i foråret 2025 at have frihedsberøvet en 17-årig dreng og udsat ham for grov vold.

Lørdag aften den 19. april 2025 blev en 17-årig dreng udsat for et groft overfald på Stationspladsen nær banegården i Viborg. Her var han blevet bedt om at mødes med en 17-årig bekendt, men da han omkring klokken 21.30 ankom til Stationspladsen, var der hurtigt mange omkring ham, og han fik adskillige knytnæveslag på kroppen og i hovedet, han fik sprøjtet peberspray i øjnene, og da han faldt til jorden, blev han gentagne gange sparket og trampet på.

 

10 mænd og en kvinde skal i fængsel

11 personer blev i dag, fredag den 9. oktober 2026, ved Retten i Viborg fundet skyldige i volden, der blev begået på Stationspladsen i Viborg. Derudover blev de alle sammen fundet skyldige i efterfølgende at have tvunget den 17-årige dreng ind i et bagagerum og have kørt ham til et nærliggende skovområde, hvor han blev udsat for yderligere vold, trusler og ydmygende behandling. De 11 personer kørte sammen i tre forskellige biler mellem de forskellige gerningssteder.

 

Fire af de 11 dømte, en nu 20-årig mand og tre nu 18-årige mænd, er desuden fundet skyldige i fortsat frihedsberøvelse og dernæst røveri ved igen at have tvunget drengen ind i bilen og derefter have kørt ham til hans hjem, hvor de tvang ham til at finde og udlevere værdier til de fire nu dømte, ligesom de - inden de blev anholdt af politiet - var kørt retur til skovområdet med deres offer.

Ikke alle de 11 dømte var aktive i selve voldsudøvelsen. Alligevel er de fundet skyldige, da retten fandt det bevist, at alle havde en medvirkende rolle, og at der var handlet efter forudgående aftale eller fælles forståelse.

 

Retten idømte de 11 personer følgende straffe:

  • 29-årig mand fra Hammel: Et år og otte måneders fængsel
  • 19-årig mand fra Hammel: Et år og tre måneders fængsel
  • 22-årig mand fra Hammel: Et år og tre måneders fængsel
  • 18-årig mand fra Hadsten: To år og tre måneders fængsel
  • 31-årig mand fra Hadsten: Et år og otte måneders fængsel
  • 19-årig mand fra Hammel: Et år og tre måneders fængsel
  • 23-årig mand uden fast bopæl: Et år og ni måneders fængsel
  • 22-årig kvinde fra Brabrand: Et år og tre måneders fængsel
  • 20-årig mand fra Hadsten-området: To år og tre måneders fængsel
  • 18-årig mand fra Hinnerup-området: To år og tre måneders fængsel
  • 18-årig mand fra Hadsten: To år og tre måneders fængsel

"Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at alle de 11 tiltalte havde en strafbar rolle, selv om ikke alle var med til at begå selve volden. Retten lagde vægt på, at der var flere særdeles skærpende omstændigheder, og det afspejler strafudmålingen også", lyder reaktionen fra senioranklager Iben Ernst Bøttker, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Den 23-årige mand blev ud over sin medvirken til frihedsberøvelse og vold mod den 17-årige dreng også fundet skyldig i overtrædelse af knivloven og for besiddelse af hash til eget forbrug.
Den 31-årige mand blev dømt for den 25. april 2025 at have begået vold mod den 22-årige mand, der også er dømt i denne sag.

 

29-årig udvises af Danmark

De 11 dømte er altså tilsammen blevet idømt 19 års ubetinget fængsel fordelt på straffe mellem ét år og tre måneders fængsel og to år og tre måneders fængsel. Derudover valgte retten at følge anklagemyndighedens påstand om at udvise den 29-årige mand. Han er udvist med indrejseforbud for bestandig. De to 18-årige mænd fra Hadsten fik en advarsel om udvisning af Danmark.

 

En af de to 18-årige mænd fra Hadsten valgte at modtage sin dom. Den anden udbad sig betænkningstid til at overveje,om han vil anke. Det samme gjorde tre af de øvrige dømte, mens de seks sidste ankede deres domme på stedet.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi
Mest læste artikler