Den 5. juli klokken 12 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse, og i alt har 1.307 i 2024 valgt Viborg som førsteprioritet som deres studieby. Det er en stigning på ca. 25 procent i forhold til 2023, hvilket bl.a. skyldes en række nye uddannelser.
Samlet set har flere studerende valgt at søge ind på en uddannelse i Viborg i 2024. De foreløbige tal viser en særdeles positiv udvikling for Viborg som studieby, som vækker glæde både på uddannelsesinstitutionerne og de kræfter hos Viborg Kommune, som arbejder på at gøre byen til et attraktivt valg for de studerende.
– Vi glæder os rigtig meget over, at så mange har fået øjnene op for Viborg som et godt sted at studere og bo. Vi har i tæt samarbejde med uddannelserne lagt mange kræfter i at skabe de bedst mulige rammer for et spændende studieliv, som jo også indebærer, at der er masser af tilbud i fritiden, siger Peter Vestergaard, chef for Erhverv og Udvikling i Viborg Kommune.
Fremgangen skyldes blandt andet de tre nye uddannelser på AU Viborg, Dyrlæge (Veterinærmedicin), Dyrevidenskab samt Plante- og fødevarevidenskab, som i alt 405 har søgt som førsteprioritet.
Succes for VIAs nye softwareingeniøruddannelse
VIA University College i Viborg har i alt modtaget 1.123 ansøgninger ved ansøgningsfristens deadline – heraf er de 780 førsteprioritetsansøgere, som har uddannelsen i Viborg øverst på deres ønskeliste.
Den nye uddannelse til softwareingeniør med speciale i bl.a. XR-teknologier og spiludvikling, som i august slår dørene op hos VIA i Viborg, har modtaget 34 ansøgninger til uddannelsens i alt 45 studiepladser.
Positivt ser det også ud for animationsuddannelsen på The Animation Workshop, som kun optager studerende på baggrund af kvote 2-ansøgninger. I alt er der modtaget 577 ansøgninger, hvilket igen-igen er langt flere, end der er studiepladser til på den internationalt anerkendte uddannelse til Professionsbachelor of Animation.
På sygeplejerskeuddannelsen i Viborg fortsætter sidste års fald i søgningen. Der er i år knap seks procent færre ansøgninger end sidste år – i alt 133. Pædagoguddannelsen har modtaget 123 ansøgninger, hvilket er et fald på tæt på 12 procent.
Indfriede forventninger
På Erhvervsakademi Dania glæder de sig til at tage imod nye studerende til uddannelserne som professionsbachelor i Dataanalyse, IT-teknolog og Markedsføringsøkonom. Erhvervsadademiet Dania fastholder sit ansøgertal på cirka 100 ansøgninger til sine tre videregående uddannelser. 97 ansøgninger er kommet ind på 1. prioritet til campus mod 104 sidste år, hvilket gør glæde, da tallet i 2022 var 61. På totalen er ansøgertallet 140 mod 148 sidste år. Især professionsbachelor-top-op’en i dataanalyse har fået mange ansøgninger med 69 ansøgninger mod 68 sidste år og 27 i 2022.
På Aarhus Maskinmesterskole var forventningerne til årets optag store på forhånd, og de er blevet indfriet. Skolen har 25 ansøgere på 1. prioritet og 17 på 2. prioritet, i alt 43. Sidste år var der i alt 24 ansøgninger, hvilket giver en stigning på knap 80%
Foreløbige tal
Alle ansøgertallene er foreløbige. Ansøgerne får alle svar den 26. juli via digitalpost eller nemstudie.dk, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse.Selvom man ikke er blevet optaget på det studie man drømte om, er der stadig mulighed for at komme i gang med en videregående uddannelse på en af de uddannelser, der har ledige pladser.
Det gælder også ansøgere, der ikke nåede at få søgt inden fristen udløb den 5. juli. De kan efterfølgende søge ind på uddannelser, hvor der er ledige pladser.
Se vedlagte bilag med ansøgertallene for de enkelte uddannelser.
Yderligere info
Peter Vestergaard
Chef for Erhverv og Udvikling, Viborg Kommune
Tlf. 40 22 92 11, mail: pev@viborg.dk
Niels Søndergaard
Kommunikationschef, Erhvervsakademi Dania
Tlf. 29 32 81 01, mail: niso@eadania.dk tlf. 29328101
Søren Much Terkelsen
Kommunikationsmedarbejder, Erhvervsakademi Dania
Tlf. 22 34 38 85, e-mail: sote@eadania.dk
Harald Mikkelsen
rektor for VIA University College
Tlf: 87 55 10 01. e-mail: hm@via.dk
Finn Borchsenius
Prodekan for uddannelse, Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet
Tlf. 23 81 53 22, e-mail: finn.borchsenius@au.dk
Anders Hanberg Sørensen
Rektor, Aarhus Maskinmesterskole
Tlf. 41 22 71 04, e-mail: ahs@aams.dk