Foredrag om frihedskampen under besættelsestiden med udgangspunkt i historien om Stoholm-gruppen

Foto: Viborg Bibliotekerne.
dato

I år markeres der 80-året for henrettelsen af Helmer Wøldike, lederen af Stoholm-gruppen. Dette er en vigtig anledning til at mindes dem, der kæmpede for frihed og for Danmark.

Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker med speciale i besættelsestiden. Han er også forfatter til de fire bind om frihedskampen 1940-45 med titlen ”Modstand”. Den 2. maj besøger han Stoholm og deler sin store viden om det tyske gidselsystem, Stoholm-gruppens arbejde og betydning samt den tragiske katastrofe i vinteren 1943/44. Det var en tid, hvor Harvy Jensens samarbejde med Gestapo førte til omkring 200 anholdelser og midlertidig ødelæggelse af den jyske modstandsorganisation.

Mere om Stoholm-gruppen
En kold formiddag den 13. januar 1944 dukker Gestapo, det berygtede tyske hemmelige politi, op i Kreditforeningen i Viborg. Deres mål? At arrestere den 30-årige Helmer Wøldike. Han var ikke bare en kreditforeningsassistent, men også en tidligere frivillig fra den finsk-russiske Vinterkrig og leder af modtagegruppen i Stoholm.

Gestapo-folkene blev anført af den danske agent Harvy Jensen, som også havde været involveret i oprulningen af Hvidsten-gruppen. Kollegerne forsøgte desperat at beskytte deres Helmer Wøldike, og til sidst måtte endda chefen selv træde til. Men da Gestapo-folkene trak deres pistoler, var der ingen vej tilbage. Helmer Wøldike blev ført bort.

Fem måneder senere, den 12. juni, blev han henrettet i Ryvangen i København. Det var en repressalie for en effektiv sabotageaktion få dage tidligere, hvor fire nybyggede tyske skibe i Svendborg havn blev ramt. Dette var en del af det brutale gidselsystem, som den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best havde indført. På blot to måneder i forsommeren 1944 blev 31 frihedskæmpere henrettet i Ryvangen – heriblandt én fra Stoholm.

Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Sport på Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne, Ældre Sagen Fjends-Karup, Æ Fjandboarkiv, Stoholm Kirkes Menighedsråd og Viborg Bibliotekerne.

Foredraget finder sted torsdag den 2. maj kl. 19.00 i Stoholm Kirke, Søndergade 34, Stoholm og billetterne koster 75 kr. plus gebyr. Billetter kan købes på viborgbib.dk/arrangementer

Kilde: Viborg Bibliotekerne
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook