Handicaphjælpere søges til frisk kvinde i Viborg

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Personlighjælper / handicaphjælpere søges…

Om mig

Jeg heder Lene, jeg er en kvinde på 47 som blev ramt af en rygmarvsskade for et år siden. Jeg søger hjælpere til mit personlige team, som i forvejen består af nogle skønne kompetente mennesker, med vidt forskellig baggrund, som er gode til at supplere hinanden.

Bopælen er centralt placeret i Viborgs hastigt voksende nye bydel, Banebyen.

Jeg har tidligere levet et meget aktivt liv med golf, badminton, yoga og en masse aktiv udeliv. For indeværende, er disse aktiviteter skiftet ud med intensiv genoptræning. Du forventes at være en meget aktiv medspiller i min træning. Det forventes ikke, at du har særlige forudsætninger vedr. genoptræning, det vil du blive undervist i. Men en oprigtig interesse i hvad man kan opnå, med den rette træning er en forudsætning.

Jeg har etableret træningsfaciliteter i hjemmet, så meget basistræning kan integreres i de daglige rutiner. Derved kan jeg fokusere på mere specialiseret træning, når jeg er ude af huset.

En vigtig del af jobbet, er forflytning med sejl og lift. Jeg er en lille person, så det er ikke tungt. Det kræver bare noget teknik, en god fornemmelse for at vurdere tyngdepunkt og at du er frisk og rørig.

Jeg har handicapbil, så kørekort må du have.

Hjemmelige gøremål og personlig pleje, som jeg selv ville gøre hvis jeg kunne, varetages af jer i hjælperteamet. Madlavning ligeså… det betyder dog ikke, at jeg ikke tager del i hvad der er på menuen og hvordan det tilberedes. Jeg elsker nemlig at tilberede og spise god mad.

Alle andre dele af mit tidligere så aktive og sociale liv, har også været på pause, så du bliver også en aktiv del af processen, hvor jeg skal genopdage de ting de der giver livet indhold. Invitere familie og venner på besøg, genoptage arbejdet, biograf, foredrag, teater, koncerter, naturoplevelser, museer, café besøg, osv.

Hvad skal jeg ikke bruge hjælp til

Alt hvad der skal foregå omkring mig, kan jeg forklare forlæns og baglæns, i søvne. Så ingen udfordringer på kommunikation.

Jeg er lidt en it og gadgets nørd, så alt det digitale klarer jeg selv. Jeg har en iPad som jeg kan kontrollere med hovedbevægelser og ansigtsmimik, indtil mine arme bliver bedre.

Hvem er du:

Du er en selvstændig og initiativrig person med ben i næsen og et godt humør. Du er åben, reel og ligetil.

Du tager ting af dig selv, indenfor de aftalte rammer. Du har overblik, er struktureret og holder orden.

Der er et værelse til hjælpere, men jeg forventer som beskrevet aktiv deltagelse både i og udenfor hjemmet. Værelset er til at give plads til at være sig selv, når der ikke er aktiviteter, gøremål eller plejebehov.

Hvis du ønsker en masse tid til at streame serier, er det ikke mig du skal søge hos, her skal vi opleve noget.

Det er et krav, at du ikke ryger.

Det praktiske:

Der køres 12 timers vagter fra kl. 06-18 og 18-06. I arbejder hver 3. weekend.

Hvis du er morgen menneske, er der god mulighed for at snige sig udenom nattevagter.

Det er defineret som vågen nattevagt, der er ingen overvågning, men tilkald når jeg skal vendes, får en fod i klemme, har det for varmt/koldt…

Samtaler afholdes løbende. Jeg ser frem til at modtage din ansøgning.

Dette er en fast stilling.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Din Hjælperordning ApS, Brønshøj Kirkevej, 2700 Brønshøj

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 14-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5976409

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook