I Kristi Himmelfartsdagene fra torsdag den 13. maj 2021 til søndag den 16. maj 2021 inviterer Viborg Bibliotekerne dig på en litterær vandretur i Undallslund Plantage, der både er et sjovt og lærerigt alternativ til en almindelig gåtur.
Kristi Himmelfartsdagene byder på en lille rejse op gennem den danske litteraturhistorie i smukke Undallslund Plantage. På Viborg Bibliotekerne elsker personalet nemlig at skabe gode oplevelser i de mange fantastiske naturområder, Viborg er omgivet af. Og det var blandt andet en gåtur i skoven og en spændende snak om gode bøger, der gav personalet idéen, som du nu har mulighed for selv at tage del i.
På biblioteket har de gjort sig meget umage med at udvælge nogle af danmarkshistoriens bedste forfattere, og lagt den bedste rute. “Vi håber, at deltagerne går derfra med ny viden, gode samtaler og friske røde kinder - og ikke mindst en rigtig dejlig oplevelse,” fortæller Mie fra biblioteket.
Sammen i bevægelse
Du har måske selv gået mange ture, mens landet har været lukket ned, eller måske endda haft svært ved at komme ud ad døren? Uanset om du har brug for inspiration til nye ruter til dine gåture eller bare et konkret mål at gå efter, så kan du nu få en litteratur- og naturoplevelse i samme ombæring. Nyd vandreturen alene eller tag familie og venner under armen og gå sammen.
Ruten er ca. 5,5 kilometer lang, og der er både bakker og smalle stier undervejs. Derfor er det ikke muligt at have f.eks. en klapvogn med.
Vandreturen giver sved på panden og sætter gang i hjernevindingerne, for Viborg Bibliotekerne har selvfølgelig sørget for et par små udfordringer undervejs. Dog kræver vandreturen ikke forudgående kendskab til litteraturhistorie.
Det koster 30 kroner pr. person at deltage, og ruten kan gås indtil søndag den 16. maj 2021.
Snør dine vandresko og tag din ven, søster, bedstefar eller en helt fjerde under armen og nyd Kristi Himmelfartsdagene i Undallslund Plantage.