Fredag den 21. august kan du få din nysgerrighed om politiet stillet, når Midt- og Vestjyllands Politi inviterer indenfor hos lokalpolitiet i Viborg. Alle er velkommen til åbent hus-arrangementet.
Kriminalteknikere, indsatsleder, hundepatrulje og anklagere - det er bare nogle af de ansatte, du kan møde, hvis du fredag eftermiddag den 21. august kigger forbi politistationen på Rødevej i Viborg. Fra klokken 13 til 17 holder Midt- og Vestjyllands Politi nemlig åbent hus hos lokalpolitiet.
"Vi glæder os rigtig meget til at møde og komme tættere på borgerne i vores lokalområde, som vi jo hver eneste dag går på arbejde for. Vi står klar til at give både børn, unge og voksne et spændende og unikt indblik i vores arbejde", siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg, der er leder af lokalpolitiet i Viborg.
Båd, biler og andet udstyr på programmet
Lokalpolitiet i Viborg har patruljer, der døgnet rundt kører ud fra politistationen på Rødevej, men stationslederen lover, at der til åbent hus-arrangementet den 21. august vil være en patruljebil eller to hjemme, som man kan få lov at kigge nærmere på.
"Alle kan på allertætteste hånd opleve politibiler, motorcykler, droner, politihunde, indsatsbetjente og udstyr og for eksempel også tjekke, hvor mange hestekræfter vores båd har", lyder det fra vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.
Forebyggelse, spændende sager og meget andet
Men stationslederen vil også gerne vise viborgenserne, at politiet er meget mere end blå blink og udrykninger. Derfor vil man for eksempel også kunne møde nogle af dem, der arbejder med forebyggelse.
"En stor del af politiets arbejde handler jo netop om at forebygge kriminalitet, længe før en situation udvikler sig, så det er vigtigt for mig, at vi også får det element med. Der vil selvfølgelig også være efterforskere til stede, som kan fortælle om nogle af de store lokale sager, vi har haft i Viborg. Vores særlovscenter kan fortælle om for eksempel arbejdet med dyrevelfærdssager. Og en anklager vil blandt andet kunne fortælle lidt om, hvad der skal til for at få nogen varetægtsfængslet", forklarer Henrik Glintborg om noget af det, du kan opleve, hvis du besøger politistationen den 21. august.
Stationslederen har også sørget for, at nogle af lokalpolitiets politistuderende og en uddannelsesleder står klar, hvis nu nogle af de besøgende skulle gå rundt med en politibetjent i maven og gerne vil høre mere om mulighederne.
Det er blevet en tradition, at politikredsen hvert år slår dørene op til en af sine lokalstationer. I år er det altså Viborg, der får fornøjelsen.
"Viborg lokalpoliti er en del af Midt- og Vestjyllands Politi og jeg håber, at gæsterne går herfra med en oplevelse af et lokalt forankret politi, som samtidig er en del af en stærk organisation med mange specialiserede kompetencer, der arbejder sammen om at skabe tryghed", siger Henrik Glintborg.
Hvor i politikredsen, Midt- og Vestjyllands Politi næste år byder indenfor, er endnu uafklaret.
FAKTA OM ÅBENT HUS-ARRANGEMENTET HOS LOKALPOLITIET I VIBORG
- Dag: Fredag den 21. august 2026
- Tidspunkt: Klokken 13-17
- Adresse: Rødevej 1, 8800 Viborg
- Parkering: Alle, der kan gå eller cykle til arrangementet, opfordres til at gøre det. Ellers vil der være mulighed for at benytte parkeringsområdet på Viborgs gamle kasernegrund.
Viborg" src="https://politi.dk/-/media/mediefiler/mvjyl/artikelbilleder-b-3000-x-h-2000-px/aabent-hus-2026/henrik-glintborg-foran-viborg-pg-hoejkant-2.jpg">
Leder af lokalpolitiet i Viborg Henrik Glintborg glæder sig til at byde indenfor, når politistationen i Viborg holder åbent hus.
Viborg" src="https://politi.dk/-/media/mediefiler/mvjyl/artikelbilleder-b-3000-x-h-2000-px/aabent-hus-2026/viborg-pg-2-lille-str.jpg">
Lokalpolitiet i Viborg håber på godt vejr til åbent hus-arrangementet fredag den 21. august og byder på is, kaffe og tid til at snakke.