BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Lægesekretærstilling på 37 timer/uge som lægesekretær ved Hospitalsenhed Midt, Medicinsk Afdeling, Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme, Regionshospitalet Viborg, er ledig til besættelse pr. 01. sept. 2023.
Om stillingen
Vi søger et helstøbt menneske – fordi jobbet er det halve liv!
Timeantallet kan justeres ud fra princippet "livsfasepolitik".
Måske din drømmestilling?
Et spændende og meget alsidig, afvekslende job med fokus på klinikarbejde inden for subspecialet endokrinologi herunder patientmodtagelse og koordinering af patientforløb i et tværfagligt samarbejde. Arbejdstider på hverdage mellem kl. 07.30-15.30. Din deltagelse i eksisterende vagtrul (1 lørdag eller søndag på 10 uger) på Medicinsk Afdeling drøftes, når du føler dig godt inde i dine daglige arbejdsopgaver. Elsker du vagtarbejde, kan vi sagtens finde flere vagter end rullet giver dig.
Læs kun videre, hvis dit hjerte også banker for at skabe de bedste forløb for vores patienter!
Du skal have lyst til et arbejde med patientens ambulante forløb på en klinik, som hovedsageligt favner 4 medicinske områder: Fedmeudredningsforløb før evt. kirurgisk intervention, knogleskørhed, diabetes samt stofskiftesygdomme. Du vil blive tilknyttet et selvstyrende team, som består af dygtige lægesekretærkolleger i endokrinologi samt lungemedicinske sekretærer, som du kan sparre med over kaffen.
Arbejdsopgaverne: Alt administrativt i forhold til at få en velfungerende Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme til at fungere optimalt. Har du BI-kendskab er du allerede et skridt foran de andre ansøgere… Teamet har et rul, hvor du skiftevis har dage med lugefunktion og dage med ro og fred til fordybelse.
Ingen ansøgere kan det hele – men ansættelsesudvalget vil kigge efter:
- En uddannet lægesekretær.
- En dygtig kommunikatør – både skriftligt og mundtlig.
- Du formår at omstille dig til skiftende arbejdsopgaver på en arbejdsuge, hvor du både kan være i front, sidde som "Registrerings-Ninja", "Tastatur-Speedy Gonzales" og "Booking-nørd".
- Du ser glasset halv fyldt i stedet for halv tomt og vil arbejde aktivt på at bidrage til et godt arbejdsmiljø med plads til både alvor og et godt grin.
- Du har på tidligere arbejdspladser præsteret stabilt fremmøde.
Vi kan tilbyde:
- Et dedikeret hold med forskellige lægesekretærfaglige kompetencer. Vi er nysgerrige på hinandens styrker og svagheder og ser værdien i at være forskellige, da det netop gør, at alle opgaver i et team kan blive løst på bedste vis.
- Dårlige jokes og dårlige "hårdage" samt et onboarding-program, som giver dig mulighed for indflydelse på tempoet i oplæringen. Det handler om sidemandsoplæring, da vi mener, at man på denne måde lærer bedst.
- Medansvar på arbejdsopgaver, mulighed for udvikling af faglige kompetencer samt lægesekretær-efteruddannelse på akademiniveau.
- Har du bopæl tættere ved Limfjorden, kan vi også tilbyde 1-2 arbejdsdage/måned med fysisk placering på Regionshospitalet Skive.
Om afdelingen
Sekretærerne i Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme er en del af Medicinsk Afdelingens faglige kompetente lægesekretærstab bestående af 49 kolleger på Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Skive.
I Medicinsk Afdeling og Hjertesygdomme arbejder dine 49 lægesekretærkolleger i selvstyrende teams og du skal have lyst til at bidrage til vores fælles målsætninger i afdelingen, da vi alle hjælper hinanden på tværs af subspecialerne. Vi har sekretærer i alle aldersgrupper og en meget høj faglighed, hvilket man ikke må lade sig skræmme af, da vi sørger for at give dig en grundig introduktion til specialet.
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på 2,4 mia. kr. årligt.
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland. Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk
Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Medicinsk Afdeling.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende lægesekretær Lene Albertsen på tlf. 7844 7014.
Din ansøgning
Din elektroniske ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde senest 04. juli 2023. Samtaler forsøges afholdt i uge 27 eller 28.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Midtjylland, Heibergs Alle 4, 8800 Viborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://midtjob.dk/ad/laegesekretaer-med-lyst-til-mangfoldige-klinik-opgaver-soges/pl2f4q/da
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5855431