MØD MICHAEL HJORTH

Michael Hjorth fra PhotoCare Viborg: Glæden ved et godt foto er altid stor

Portrætfoto af Michael hjorth

Hvem er du, hvad hedder din virksomhed, hvor ligger den, og hvad laver I?

“Jeg hedder Michael Hjorth og er indehaver af PhotoCare Viborg. Vi ligger i Sct. Mathias Gade. Helt præcist nr. 30, st.tv. Vi er eksperter i print af fotos og så er vi en af byens fotografer. Vi klarer alt i fotografering og er også skolefotografer. Hver dag fotograferer vi masser af mennesker bl.a. til pasfoto. I print kan vi klare alt fotoprint op til 60x90cm lynhurtigt. Altså inden for 24 timer. Op til 20x30cm kan vi klare det mens du venter i butikken.”

Hvad fik dig til at vælge netop dette erhverv?

“Min interesse for foto har jeg haft siden jeg som 9-10-årig fik mit første kamera. Så da Jacobi Foto som det hed i starten af 90'erne søgte en salgsassistent-elev var det lige mig. Dengang var det salget af kamera og glæden ved at hjælpe folk med at få nogle gode minder som trak. I dag er det stadig glæden ved minderne, men i dag er det jo telefonen som folk bruger som kamera, men glæden ved et godt foto er altid stor. Både for mig og for kunderne.”

Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en kunde?

“Der var engang en mand som gerne ville fotograferes nøgen kun sammen med hans guitar, men vi kunne ikke den dag :-) Forleden var der også en som kom ind til os gerne ville se på en barbermaskine, det kunne vi heller ikke lige hjælpe med, men der kunne vi så guide ham hen til en Viborgs butikker som handler med barbergrej.”

Hvad elsker du mest ved at drive virksomhed i netop Viborg?

“Synes at vi i Viborg har en helt fantastisk midtby. Vi har en bymidte som både rummer historie, handel, caféliv. Så synes jeg at der er nogle helt fantastiske dejlige andre detailhandlere i Viborg. Vi gør det godt og med alt det vi kan i Viborg med Snapsting, Juli i Viborg, koncerter og meget meget mere er det en fornøjelse.”

Hvilken anden lokal virksomhed fortjener mere lokal opmærksomhed?

“Det skal være vores næsten-nabo For Enden af Gaden. De har nogle dejlige øl og en fantastisk brunch”