Midt- og Vestjyllands Politi er en blandt fire kredse, der skal teste nye elektriske patruljevogne. De nye elbiler testes ved lokalpolitiet i Viborg og er allerede på vejene.
Torsdag den 19. januar landede de nye elbiler hos politiet i Viborg. Der er tale om to uniformerede Volkswagen ID4 GTX, og de har allerede kørt de første kilometer på de midtjyske veje.
Politikommissær Kim Steiniche, der er leder af logistikafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi er glad for, at politikredsen skal være med til at teste de nye elektriske patruljevogne.
”Det er klart, at der kan være stor forskel på kørselsbehovet og –mønsteret på tværs af politikredsene. I Midt- og Vestjyllands Politi har vi væsentlig større afstande end vores kolleger i for eksempel København. Derfor glæder det mig også, at vi i Midt- og Vestjyllands Politi er en af de kredse, der nu skal teste de nye elektriske patruljevogne. Kan de stå distancen i forhold til det, vi har brug for, at vores patruljevogne kan yde?” siger Kim Steiniche om baggrunden for, at netop Midt- og Vestjyllands Politi er en af testkredsene.
De nye elbiler testes i 2023 i fire forskellige politikredse, så de bliver testet så bredt som muligt. Også beslutningen om, at det netop er i Viborg, bilerne testes i Midt- og Vestjyllands Politi, er der en god grund til.
”Vi valgte, at det er i Viborg, de nye patruljevogne skal testes i Midt- og Vestjyllands Politi, hvor der er mulighed for at teste dem i både by- og landmiljø. Desuden har vi fået installeret flere ladeløsninger på Politistationen i Viborg i forbindelse med testforløbet,” fortæller Kim Steiniche videre.
Der er tale om to ekstra uniformerede patruljevogne til den eksisterende vognpark i Viborg, så de to nye elbiler erstatter altså ikke patruljevogne på fossilt brændstof i testperioden.
Og i Viborg har de set frem til at teste bilerne.
”Det er altid spændende at få lov til at teste nyt udstyr, og elektriske patruljevogne er ikke nogen undtagelse,” fortæller politikommissær Ralf Høgedal fra lokalpolitiet i Viborg.
Selvom betjentene i beredskabet er godt uddannet til at køre udrykningskørsel i politiets øvrige patruljevogne, er det alligevel noget andet at presse elbiler på den måde. Derfor skal betjentene i Viborg også gennemgå et internt kørekursus inden de får lov til at sætte sig i de nye elbiler.
”Vi har tilrettelagt et kørekursus til alle vores medarbejdere i beredskabet, så de bliver klædt godt på til at køre de nye elbiler – også når det går rigtig stærkt. For det er planen, at de to elbiler skal indgå i den daglige patrulje på lige fod med vores øvrige patruljevogne,” fortsætter Ralf Høgedal.
”Det er da spændende at kunne være med til at drive den grønne omstilling i politiet – at vi kan bidrage til, at vi i dansk politi gør os nogle erfaringer med elektriske patruljevogne. Vi kommer jo nok ikke uden om, at el er det nye sort, og så skal vi i politiet selvfølgelig også med på den bølge,” slutter politikommissær Kim Steiniche.
Læs mere om pilotforsøget i Rigspolitiets nyhed fra den 22. januar 2023:
Politiet tester elektriske patruljevogne