AU Viborg er et voksende uddannelses- og forskningsmiljø med fokus på blandt andet energi, klima og bæredygtige løsninger. Stedet har potentiale til at rumme op mod 1.000 studerende i fremtiden.
En ny samarbejdsaftale mellem Viborg Kommune og Aarhus Universitet skal bidrage til at videreudvikle AU Viborg som et stærkt miljø, hvor viden og virksomheder arbejder tæt sammen. Målet er at understøtte et endnu stærkere erhvervsmiljø i Viborg.
Aftalen vil styrke koblingen mellem forskning, uddannelse og erhverv i Viborg, hvilket skal udvikle uddannelsesmiljøet og skabe gode rammer for lokale virksomheder. Treenigheden mellem industriparken, energiparken og AU Viborg anses som vigtig for kommunens udvikling. Samarbejdsaftalen blev underskrevet ved erhvervstopmødet den 17. marts af borgmester Katrine Fusager Rohde og dekan Eskild Holm Nielsen.
Aarhus Universitet arbejder på at styrke tiltrækningen til byen ved at samle aktiviteter under navnet AU Viborg, som tidligere var kendt som Forskningscenter Foulum. Med aftalen sættes der retning for et samarbejde, hvor Viborg Kommune og Aarhus Universitet vil udvikle tættere relationer mellem forskning, uddannelse og erhvervsliv.
Udviklingen af Industripark Viborg bliver et centralt indsatsområde, og der arbejdes på bedre busforbindelser for at gøre området endnu mere tilgængeligt for studerende og medarbejdere.
Samarbejdet indebærer også en styrket indsats for studiemiljøet i Viborg samt fortsat dialog og samarbejde med byens øvrige videregående uddannelser.
Den fremtidige udvikling af AU Viborg skal blandt andet sikres ved at udarbejde nye lokalplaner, der understøtter Danmarks Grønne Campus og åbner for etablering af mindre VE-anlæg til forskning og uddannelse.
https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/ny-samarbejdsaftale-skal-styrke-au-viborg/