Myndighederne har igen været på kontrolbesøg hos et stutteri i Viborg-området.
Midt- og Vestjyllands Politi har tirsdag den 25. juli i samarbejde med Fødevarestyrelsen været på uanmeldt kontrolbesøg på et hestestutteri nord for Viborg. Kontrolbesøget kommer i forlængelse af flere tidligere uanmeldte kontrolbesøg på stutteriet i henholdsvis februar, maj og tidligere i juli måned, hvor Fødevarestyrelsen og Viborg Kommune også deltog.”Når vi får aktuelle og konkrete anmeldelser, henvendelser eller bekymringer fra borgere om manglende dyrevelfærd eller mulige overtrædelser af dyrevelfærdsloven, så handler vi på det, siger leder af Central Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi, Hans Roost.
Henvendelserne fra borgerne bliver visiteret og vurderet af politiets specialafdeling for dyrevelfærd i Særlovscenteret i Viborg.
I samarbejde med Fødevarestyrelsen og eventuelle andre myndigheder iværksættes herefter kontrolbesøg, hvor fagspecialister tilser dyr og forholdene i øvrigt på stedet.
Et kontrolbesøg i dyreværnssager kan helt generelt resultere i mange forskellige tiltag, eksempelvis pålæg.
Disse pålæg vil senere blive fulgt op af yderligere uanmeldte kontrolbesøg fra myndighederne.
”Vi er bundet af reglerne om tavshedspligt i forbindelse med en efterforskning. Det kolliderer med den store offentlige interesse, der er i den her sag. Men vi kan forsikre, at vi arbejder intenst med sagen i et samarbejde med de andre myndigheder,” siger Hans Roost.
Stor offentlig bevågenhed
Sagen har fået stor offentlig bevågenhed i pressen såvel som på sociale medier. Der har været demonstrationer i forbindelse med sagen og en ny demonstration er annonceret.
I forbindelse med indkaldelsen til en ny demonstration, efterlyser arrangørrene svar på flere spørgsmål om sagen fra politiet.
”Politiet kommer ikke til at besvare disse spørgsmål. Hverken under en demonstration eller i pressen eller andre steder. Der er tale om en verserende efterforskning, og som i alle andre sager har vi tavshedspligt. Vi fortæller ikke, om konkrete skridt vi tager, fordi politiets næste tiltag i en efterforskning skal ikke være offentlig kendt”, siger lederen af Central Efterforskning.
Den store bevågenhed har også medført mange henvendelser fra borgere om sagen.
”Vi har fået rigtig mange henvendelser, og det er vi rigtig glade og taknemmelige for. Vi tager alle henvendelser alvorligt, og lader dem indgå i vores efterforskningsarbejde,” siger Hans Roost.