Omsorgsklovnen Luni Smil vinder pris

Profilbillede
dato

Luni Smil er kendt for sin særlige evne til at skabe smil og livsglæde for alle mennesker. Derfor uddelte Viborg Handicapråd tilgængelighedsprisen til omsorgsklovnen i mandags den 23. august 2021.

Da Luni Smil modtog Handicaprådets tilgængelighedspris 2021, fik hun mange pæne og rosende ord med sig: Evne til at få andre mennesker til at have værdi for hinanden, humør- og glædesspreder, var blot få af de mange komplimenter, hun fik med sig. 

Da Handicaprådets formand, Ulla Serup Thomsen, i Viborg Kommune, uddelte prisen fik Luni Smil at vide, at hun har en forståelse for andre mennesker, evner at få børn og voksne til at smile - og så kan hun få voksne til at lege med. Luni Smil er en mental sundhedsinspirator og også ambassadør for ordblinde. Og alt det er grunden til, at hun i år modtager tilgængelighedsprisen.

Luni Smil forstår nemlig at møde mennesker, der hvor de er. Hvad enten det er et barn, teenager, ældre, dement eller handicappet, så formår hun at tale deres sprog, sætte sig i deres sted og vække den indre livsglæde. 

Efter at have modtaget prisen kom Luni Smil hurtigt til at kalde det en ‘taknemmelighedspris’, da hun lige så meget synes, at det var medarbejdernes pris, som hendes. Og disse var da også til stede under prisoverrækkelsen og fejringen. 

Formiddagen sluttede af kaffe, fællessang og klovnekagemand.

Kilde: Redaktionen