Midt- og Vestjyllands Politi har sat gang i en undersøgelse af hændelsesforløbet omkring en politiforretning søndag den 24. september.
Søndag eftermiddag rykkede Midt- og Vestjyllands Politi ud til området omkring stutteri Viegård nord for Viborg på baggrund af en anmeldelse. Ifølge anmelderen stressede nogle borgeres tilstedeværelse i området flere heste på stutteriets grund.På stedet traf politiet i alt otte borgere, som befandt sig i området fordelt i fem forskellige køretøjer.
Efter kontakt til borgerne besluttede politiet at bortvise borgerne fra området i 24 timer.
Midt- og Vestjyllands Politi har ved en intern gennemgang af hændelsen vurderet, at bortvisningen ikke skete efter den korrekte bestemmelse.
”Vi mener nu, at borgerne er blevet bortvist fra området efter en forkert bestemmelse, og det kan og vil vi selvfølgelig ikke bare lade stå, siger chefpolitiinspektør, Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.
”Vi er nu i færd med at tage kontakt til de otte borgere med besked om, at bortvisningen ikke var berettiget, og at vi selvfølgelig beklager forløbet. Vi er nu i gang med at undersøge hændelsen for at afklare, hvordan vi håndterer en lignende situation bedre næste gang”.
”Vi har i øjeblikket en opgave i at sørge for, at der ikke opstår farlige situationer på vejene og omkring stutteriet. Men det er klart, at politiet skal have hjemmel i lovgivningen, til de ting vi gør”, siger chefpolitiinspektøren.