BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Baggrund for stillingen
Region Midtjylland har et politisk mål om at skabe større lighed i sundhed. Det kræver et øget fokus på en forebyggende indsats på det sundhedsmæssige og sociale område. Fremtidens bæredygtige sundhedsvæsen er kendetegnet ved, at der både er lige adgang til de sundhedsmæssige og sociale tilbud, men også at den forebyggende indsats kan bidrage til at reducere behovet for den direkte kontakt med sundhedsvæsenet. Derfor er der behov for at tænke nyt. Regionen kan imidlertid ikke løse denne opgave alene. Regionen er derfor optaget af at indgå i et samarbejde med relevante parter, der kan hjælpe borgerne på nye måder og så tidligt, at de vil kunne mestre egen livssituation. Der er brug for nye løsninger, nye handlinger og nye erfaringer.
Regionsrådet har valgt at investere i dette ved at etablere en pulje på 8 mio. kr. til fremme af øget lighed i sundhed. En del af dette beløb forventes anvendt til sociale investeringer.
Tanken er, at en eller flere myndigheder sammen med velfærdsleverandører og med almennyttige og private fonde samt evt. andre private investorer går sammen om en indsats, der både kan skabe positive forandringer for den enkelte borger, og som på sigt kan skabe gevinster for det offentlige budget. Effekten af indsatsen skal være målbar.
Regionsrådet ønsker at tage initiativ til eller indgå i initiativer og projekter, der kan fremme forebyggelse, og som økonomisk kan hvile i sig selv igennem reducerede udgifter til sundhedsvæsenet. Den regionale medfinansiering af sådanne initiativer vil kunne ske via midler fra den ovennævnte pulje.
Region Midtjylland ønsker et øget samarbejde med civilsamfundet - herunder foreninger, med fonde, virksomheder samt andre offentlige aktører. Med afsæt i dette, etableres en projektlederstilling til at arbejde opsøgende, med ansøgninger, samt arbejde opsøgende og koordinerende i forhold til eksterne fonde mv.
De nævnte opgaver er politisk forankret i Udvalg for lighed i sundhed. Udvalget vil de næste to år have særligt fokus på at få de sociale investeringer til at flyve og få iværksat / gennemført samskabelsesprojekter om øget lighed i sundhed.
Profil for projektlederTil at varetage ovenstående funktioner, søger vi en profil, der på nye måder kan samle relevante parter om udviklingen af sociale investeringer i Region Midtjylland.
At arbejde mere målrettet med sociale investeringer, er for Region Midtjylland forholdsvis nyt. Vi ser opgaven som et stykke pionerarbejde i vores organisation. Det vil kræve en god portion entreprenørånd og lyst til at afsøge og udnytte mulighederne inden for dette nye felt. Og at kunne skabe følgeskab til, hvordan vi som regionen arbejder sammen med et bredt spektrum af aktører.
Til denne stilling vurderer vi, at de personlige kompetencer vil være afgørende for at lykkes, mens de faglige kompetencer bedre vil kunne hentes ind fra andre personer i organisationen, hvis det viser sig hensigtsmæssigt.
Det er vores vurdering at følgende personlige kompetencer vil være afgørende:
- En kommunikator, der kan tydeliggøre idéen om sociale investeringer og gøre den tilgængelig, så de, der skal involveres, kan se idéen for sig, og hvorfor den er værd at forfølge.
- En mobilisator, der er i stand til at mobilisere og involvere parter i civilsamfundet, og kan indgå i nye samarbejdskonstellationer.
- En brobygger, der kender og respekterer forskellige systemer, organisationer og logikker, men formår at forene parter om en fælles opgave, på tværs af eventuelle forskelligheder.
- En orkestrator, der har blik for de roller og funktioner der er nødvendige, for at skabe fremdrift i projekter, der skaber ny grund, efterhånden som disse bevæger sig fremad.
- En facilitator og mediator, der kan forstå og respektere forskellige positioner, men også bringe dem i bevægelse når det er nødvendigt, for at sikre fremdrift i opgaven.
- En person der - om ikke elsker modgang, så i hvert fald ikke lader sig slå ud af modgang eller oplevelse af manglende medspil.
- En person der kan begå sig uden at have et klart mandat at agere på, men som med sin tilgang til mødet med andre, kan få ting til at ske.
Sociale investeringer er et nyere fagligt felt, så vi leder efter en profil, hvis faglige kompetencer kan overføres på dette felt og skabe den nødvendige fremdrift:
- Praktisk erfaring med projektudvikling og -gennemførelse i alle dets faser, så du kan se skridtene for dig, efterhånden som projekterne bevæger sig fremad. Du er i stand til at vurdere, hvornår der skal sadles om for ikke at køre fast.
- Kendskab til at arbejde med udvikling i administrative og politisk styrede organisationer.
- Indsigt i forebyggelse og sundhed, herunder hvilket handlerum, der vil kunne afsøges, når nye muligheder forfølges.
- Indsigt i arbejdet med at følge op på virkning og effektskabelse i indsatser, så gevinstrealisering bliver klar og dokumenteres.
- Det vil være spændende og relevant, hvis du har kendskab til området omkring sociale investeringer og de grundlæggende principper knyttet hertil, men det er ikke et forhold, vi vil tillægge afgørende vægt.
Det nye projektlederstilling er organisatorisk placeret i Koncern Kvalitet i Region Midtjylland. Projektlederen refererer til vicedirektør Mette Kjølby.
Stillingen er en fuldtidsstilling som aflønnes i henhold til gældende overenskomst. For den rette profil vil aflønningen kunne være på special- eller chefkonsulentniveau.
Tjenestestedet kan være i både Regionshuset i Aarhus og Regionshuset i Viborg. Dette aftales nærmere i forbindelse med ansættelsen. Der må påregnes en betydelig transportaktivitet i forbindelse med stillingen.
Forventet tiltrædelse er 1. januar 2024
Ansøgning til stillingen skal være os i hænde senest: 2. november 2023
Ansøgningen bedes højst indeholde to sider om din motivation for stillingen, herunder tanker om den strategiske udvikling i de kommende 2-3 år samt din projektledelsestilgang. Sammen med ansøgningen bedes der vedlagt et fyldestgørende CV.
Første samtalerunde afholdes 9. november 2023
Anden samtalerunde afholdes 28. november 2023
I forbindelse med ansættelsesprocessen gennemføres en test for ansøgere, der udvælges til 2. samtalerunde. Ansøgere der udvælges til 2. samtalerunde forventes ligeledes at skulle løse en opgave forud for samtalen.
Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte vicedirektør Mette Kjølby på. tlf.: 4089 3164 eller kontorchef Anne Gammelgaard på tlf.: 2162 0118.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Midtjylland, Skottenborg 26, 8800 Viborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5926449