Grundet stigende aktivitet hos den nationale klynge for forsvar, rum og sikkerhed, søger CenSec en projektmedarbejder, der både skal løse opgaver relateret til udvikling af klyngen og samtidig være ansvarlig for den daglige drift af NCC-DK (Danmark Nationale Koordinationscenter for Cybersikkerhed).
Jobbet
Halvdelen af tiden skal du arbejde som projektleder på NCC-DK. NCC-DK er sat i verden for at styrke cybersikkerheds-industrien i Danmark ved at samle virksomheder, myndigheder og forskningsmiljøer i et fagligt netværk, hvor viden deles, forbindelser skabes, og samarbejdet om fremtidens løsninger bliver styrket. NCC-DK er forankret i Styrelsen for Samfundssikkerhed og Erhvervsstyrelsen med CenSec og DigitalLead som operatører.
Som projektleder for NCC-DK er du bl.a. ansvarlig for at koordinere og drive NCC-DKs aktiviteter, styre en tilskudspulje, rekruttere deltagervirksomheder og arrangere workshops. Som projektleder er du også ansvarlig for afrapportering og økonomistyring og generelt sørge for at projektet lever op til de kontraktlige forpligtelser.
Den anden halvdel af tiden skal du bidrage til drift og udvikling af den nationale innovations- og erhvervsklynge. Du skal være med til at planlægge, udforme og afvikle klyngens mange forskellige aktiviteter (workshops, netværksmøder, konferencer, delegationsture mv.) inden for sikkerhedsområdet. Samtidig skal du hjælpe med at rekruttere nye medlemmer, være kontaktperson for vores medlemsvirksomheder samt deltage i interne udviklingsopgaver- og processer.
Du vil få et selvstændigt og afvekslende job i en internationalt orienteret organisation, hvor der bliver lagt stor vægt på faglighed og handlekraft hos den enkelte. Der vil være god mulighed for sparring både på NCC-DK projektet og arbejdet i klyngen, da sekretariatet har stor praktisk erfaring med begge dele, så du vil aldrig være alene. Du forventes at have lyst og evner til at tage ejerskab og ansvar, samt præge og udvikle din rolle og arbejdsopgaver.
Stillingen refererer til CenSecs direktør og opgaverne løses både selvstændigt og i samarbejde med sekretariatets øvrige medarbejdere.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:
Projektstyring og -administration
Opbygning af netværk i ind- og udland
Planlægning og eksekvering af medlemsaktiviteter
Formidling og kommunikation i projekt- og klyngeregi til eksterne interessenter
Samarbejde med relevante aktører i økosystemet nationalt og på europæisk niveau
Din profil
Der kan være mange indgangsvinkler til denne stilling, og vi forestiller os at du har en relevant faglig baggrund, gerne med arbejdserfaring inden for det digitale eller sikkerhedsmæssige område. Vigtigst er det at du har motivation og gå-på-mod til at omsætte og udvikle dine kompetencer til et højt niveau i en professionel klyngeorganisation.
Faglige kompetencer:
Du er en teamplayer
Du er god til at tilegne dig ny viden og sætte den i spil
Du er kommunikativt stærk, både mundtligt og skriftligt
Du trives med mange forskellige bolde i luften, og er hurtig til at danne et godt overblik
Du er god til projekt- og koordinationsarbejde
Du taler og skriver engelsk på højt niveau
Det er en fordel hvis du har et indblik i sikkerhedsindustrien men ikke et krav.
Du er fortrolig med Office365 som arbejdsredskab
Vi tilbyder
En betydningsfuld rolle i en internationalt anerkendt klyngeorganisation, som skaber innovation, vækst og arbejdspladser. Du får opgaver og muligheder, der medfører faglig og personlig udvikling i et internationalt miljø med ansvar efter evner og ambitioner.
Dine kollegaer er ambitiøse, humoristiske og uformelle, og trods forskellige ansvarsområder, arbejder vi sammen som et team og hjælper hinanden.
Vi tilbyder en fleksibel arbejdsuge med to ugentlige fremmødedage på vores kontor i Viborg og hjemmearbejde de resterende ugedage.
Arbejdstid og løn m.m.
Arbejdstiden er 37 timer ugentligt på funktionærvilkår.
I forbindelse med projektkonsortiemøder og klyngeaktiviteter i ind- og udland vil der være nogen rejseaktivitet, som altid aftales på forhånd og i god tid.
Løn efter kvalifikationer og evner til at skabe værdi for CenSec.
Har du spørgsmål til stillingen, kontakt venligst Sofie Jensen, på tlf. 93 20 15 40 eller skriv til sofie@censec.dk
Læs mere om CenSec her: www.censec.dk
Læs mere om NCC her: www.ncc-dk.dk
Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning og CV til samme mailadresse snarest muligt og senest den 3. oktober 2025. Ansættelsessamtaler forventes gennemført løbende med henblik på ansættelse hurtigst muligt. Vi forbeholder os ret til at ansætte før deadline hvis vi finder den rette kandidat.
CenSec
CenSec – Center for Defence, Space & Security er Danmarks nationale innovations- og erhvervsklynge for aktører inden for forsvar, rum og sikkerhed.
Som national klynge er vores mandat at samle og styrke hele økosystemet, heriblandt virksomheder, videninstitutioner og myndigheder.
Vi har en dyb forståelse af økosystemet og en dybdegående viden om vores medlemmer. Vores ambition er at være et omdrejningspunkt hvor alle aktører ser os som den primære drivkraft til at fremme samarbejde på tværs og øge innovation i industrien.
Vi er en tillidsbaseret og stærk medlemsorganisation. Siden 2004 har vi arbejdet for at styrke netværk, samarbejds- og forretningsmuligheder på tværs af sektorer og grænser, gennem facilitering af nationale og internationale netværksaktiviteter.
CenSec – skaber innovation, vækst og robusthed for Danmark.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Center for Sikkerhedsindustrien i Danmark (CenSec), Gravene, 8800 Viborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-10-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/90504467-69b8-4c48-8a61-fc4a164ef6b4