REKORD: Jesper Overgaard fra Viborg har været med til at indsamle rekordhøje 12.9 mio. kr.

Jesper Overgaard i guldrytter-trøje
dato

Jesper Overgaard fra Viborg er netop hjemvendt fra de franske alper, hvor han har cyklet Tour de France-bjerge i kampen mod sclerose. Og han har gjort det godt. Sammen med resten af Cykelnervens 2024-hold har Jesper Overgaard samlet 12.900.000 kr. ind til Scleroseforeningens arbejde for en verden uden sclerose – og hvordan var det så egentlig at prøve kræfter med mestrenes asfalt? Det fortæller Jesper om her. 

Mens Tour-feltet gør sig klart til årets Tour de France, der starter her i weekenden, er et hold på 500 danske ryttere netop hjemvendt fra de samme udfordrende franske bjerge, nedkørsler og hårnålesving, der af cykeleksperter verden over spås at blive afgørende for årets Tour de France.

De har nemlig deltaget på Cykelnerven, Scleroseforeningens årlige flagskibsevent, hvor ryttere fra hele landet bruger et helt år på at træne og fundraise til fordel for forskningen i sclerose.

Med sig hjem fra Frankrig har rytterne ikke bare en præstations- og naturmæssig oplevelse af den slags, der kan feje benene væk under de fleste. De fik også cyklet 12.9 millioner kroner ind i kampen mod sclerose. Det er rekordhøjt, og den kæmpe sejr skyldes blandt andet Jesper Overgaard fra Viborg. Han har brugt et helt år på at komme i form til at cykle bjerge som Col du Galibier, Col de la Couillole, Cime de la Bonnet og Col de Vars – bjerge, som Tour de France-feltet kører i 4., 19. og 20. etape af verdens største, mest prestigefyldte cykelløb.

Disse etaper af Tour de France køres henholdsvis tirsdag den 2. juli, 19. juli og 20. juli 2024. 

Men hvordan er det så at cykle disse Tour de France-bjerge? Og ikke mindst være en del af et kæmpestort sportsligt og cykelmæssigt maskineri, der har til formål at samle vigtige midler ind til sclerosesagen:

”Når man har sclerose, så er det den største finger, man kan give sygdommen. Det er vigtigt for mig at kunne bevise, at det stadig er mig der bestemmer og ikke min sclerose,” siger Jesper og fortsætter:

”Det har været helt episk at være med. Da vi kørte op ad det første bjerg, var det nogle vilde følelser der strømmede gennem kroppen på mig, og det var faktisk rigtig overvældende. For jeg står her jo, på trods af min sygdom, og det er jeg bare så glad for.”

Til kamp mod kedelig verdensrekord
Den seneste opgørelse fra det internationale scleroseforbund MSIF (Multiple Sclerosis Internationale Federation) viser, at Danmark har den højeste forekomst af sclerose.

Til en sammenligning indtager Norge og Sverige en femte og niende plads på listen over de hårdest ramte lande i verden, og derfor er Jesper Overgaards deltagelse med til at gøre en stor forskel i kampen for, at vi en dag kan sige, at vi lever i en verden uden sclerose.

Også Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, er både stolt og rørt over årets rekordhøje indsamlingsbeløb: 

“Det er enormt rørende, at deltagerne i vores cykelevent har samlet så mange penge ind til scleroseforskning. De penge, som de er med til at samle ind for Scleroseforeningen, finansierer mere end halvdelen af al uafhængig dansk scleroseforskning. Og midlerne er afgørende for, at vi i det hele taget har et dansk scleroseforskningsmiljø,” siger direktøren.

Sidste år samlede selvsamme antal ryttere 10.7 mio kr. ind, og de 500 ryttere har derfor rundet endnu et skarpt indsamlingshjørne – skarpt og ikke mindst vigtigt.

Kilde: Cykelnerven
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook