Skals Bibliotek byder velkommen i nye lokaler

Foto: Viborg Bibliotekerne.
dato

Skals Bibliotek er flyttet fra adressen på Ejstrupvej til de nye lokaler på Kærvej 3. I den tidligere bankbygning deler biblioteket nu faciliteterne med hjemmeplejen og Skals Skoles udskolingsklasser.

I løbet af foråret har bibliotekarerne arbejdet hårdt med at pakke inventar og materialerne ned, og derefter indrettet det nye bibliotek på Kærvej, hvor der nu er endnu flere bøger på hylderne.

Lokal interesse og opbakning
I forbindelse med Skals Byfest i 2023 tilbød Viborg Bibliotekerne og Skals Skole en rundvisning i det nye fælleshus. Den lokale opbakning og nysgerrighed var overvældende stor, og det lover godt for det nye fælleshus’ fremtid. Viborg Bibliotekerne har haft et tæt samarbejde med hele styregruppen, hvor viljen til at skabe de bedste tilbud i de nye rammer, sammen med og for byens borgere, har været tydelig.

”Vi tror på, at samarbejdet om hverdagen og driften af det nye fælleshus bliver rigtig godt – og vi glæder os til at se det blomstre gennem lokalbefolkningens besøg og brug af tilbud og aktiviteter,” udtaler biblioteks- og borgerservicechef Britta Thuun-Petersen.

Lækre faciliteter og nye muligheder
Rammerne i det nye fælleshus er en klar forbedring for lokalområdets borgere. De nye lokaler er lysere, og der er mere og bedre plads til bøger og formidling af litteratur. Derudover er der indrettet hyggelige opholdsområder, hvor brugere i alle aldre kan slå sig ned og hygge sig med at samle puslespil, spille brætspil eller læse en avis/magasin mens man venter på bussen. Huset er også velindrettet til kørestolsbrugere, og ønsket om at skabe et inkluderende miljø for alle aldre er stort.

Huset har et rummeligt og fleksibelt auditorium, som er ideelt til foredrag, kulturelle arrangementer og meget andet. De nye rammer lægger op til udvikling af samarbejder med lokale ildsjæle for at skabe aktiviteter, der imødekommer Skalsboernes ønsker og interesser.

”Fælleshuset har et stort potentiale som et samlingssted for flere af byens vigtige aktører og åbner op for nye muligheder for både byen og lokalområdet. Vi ser frem til at arbejde med og udforske disse muligheder sammen med borgerne i Skals,” siger bibliotekar Jørgen Ledet.

Til efteråret er der allerede planlagt at afholde en bogcafé på Skals Bibliotek. Borgerne, som er registreret som lånere hos Viborg Bibliotekerne, kan få adgang til biblioteket alle ugens dage mellem kl. 7-22. Og man kan få personlig betjening mandag fra kl. 13-18, onsdag fra kl. 10-15 og torsdag fra kl. 13-17.

Kilde: Viborg Bibliotekerne
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook