Stor følelse af tryghed blandt midt- og vestjyderne og tilliden til politiet er rekordhøj

Profilbillede
dato

Langt størstedelen af borgerne i Midt- og Vestjyllands Politikreds oplever, at de er trygge, der hvor de bor. Samtidigt ligger tilliden til politiet på det højeste niveau, der endnu er målt i Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse.

92 ud af 100 midt- og vestjyder føler sig grundlæggende trygge, der hvor de bor. Sådan lyder et af resultaterne i den seneste udgave af Justitsministeriets årlige tryghedsundersøgelse.

Siden 2013 har Rigspolitiet og Justitsministeriet målt på borgernes grundlæggende tryghed samt på tilliden til politiet. Den nyeste udgave af Tryghedsundersøgelsen 2022 viser, at 88,6 procent af borgerne i hele Danmark angiver, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag.

I Midt- og Vestjyllands Politikreds svarer 92,4 procent af borgerne, at de føler sig trygge i deres nabolag. Det er en stigning på ét procentpoint siden undersøgelsen i 2021. Andelen af borgere på tværs af Midt- og Vestjyllands Politikreds som svarer, at de føler sig utrygge, er faldet fra 5,2 procent i 2021 til 4,9 procent i undersøgelsen fra 2022.

”Vi bruger mange kræfter hver eneste dag på at gøre det trygt for borgerne i vores politikreds. Så det er klart, at vi er meget tilfredse med at se, at vores arbejde tilsyneladende bærer frugt og kan ses og mærkes hos borgerne”, siger politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politikreds Helle Kyndesen.

Kredsrådet er et samarbejdsforum mellem politiet og kredsens 11 kommuner. Borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen, er næstformand i kredsrådet.

”Det er helt afgørende for vores borgere, at man kan føle sig tryg i og omkring sit hjem, og det kan borgerne i de midt- og vestjyske kommuner. Samtidig har midt- og vestjyderne en stor grad af tillid til politiet, og det er også med til sikre, at vores landsdel er et godt sted at bo og leve”, siger Ib Lauritsen.

I Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Thisted, Morsø, Skive, Viborg og Herning kommuner ligger trygheden højere end kredsgennemsnittet på 92,4 procent. I Silkeborg Kommune ses det største fald på kommuneniveau siden undersøgelsen i 2021 fra 95,4 procent til 90,7 procent.

Både på Mors og i Struer Kommune er borgernes tryghed steget siden 2021.

”I Struer er vores nærpoliti nu veletableret. Man skal passe meget på med at være for skråsikker, når man peger på en direkte forklaring, men jeg føler mig overbevist om, at vores øgede tilstedeværelse i det daglige har en tryghedsskabende effekt, siger Helle Kyndesen.

I Ikast-Brande Kommune stiger trygheden med 2,5 procentpoint siden undersøgelsen i 2021. I Ikast-Brande Kommune svarer 86 procent af borgerne i undersøgelsen, at de føler sig trygge mod 83,5 procent i 2021.

”Vi holder hele tiden øje med hvor i kredsen, der kan være brug for en ekstra tryghedsskabende indsats eller tilstedeværelse. I de seneste år har vi blandt andet øget patruljeringen omkring Udrejsecenter Kærshovedgård i Bording, sideløbende med at vi fortsat er i tæt dialog med naboerne omkring udrejsecenteret. Jeg er tilfreds med, at vi også i Ikast-Brande Kommune ser ud til at lykkes med at øge borgernes følelse af tryghed i nærmiljøet”, siger politidirektøren.

Målt på tilliden ligger Midt- og Vestjyllands Politi højere i 2022 undersøgelsen end nogen af de foregående undersøgelser. 88,6 procent af borgerne i Midt- og Vestjyllands Politikreds svarer, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe, hvis borgeren har brug for det. Det er en stigning på knap 2 procentpoint siden undersøgelsen fra 2021.

”Tilliden mellem borgerne og politiet er en forudsætning for at lykkes med vores arbejde. Vi har brug for borgerne, ligesom de har brug for os. Og det glæder mig meget, at midt- og vestjyderne ved, at vi er der, når de har brug for os”, siger politidirektøren.

 

Udpluk fra Tryghedsundersøgelsen:


• Andelen af borgere i Midt- og Vestjyllands Politikreds, der svarer, at de har oplevet hensynsløs kørsel, grupper af børn og unge, der hænger ud, rocker- og bandeaktiviteter, tilstedeværelse af misbrugere og hjemløse, misbrugere og/eller psykisk syge, oplever personfalig kriminalitet er statistisk signifikant lavere end landsgennemsnittet.
• Andelen af borgere, der svarer, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, er statistisk signifikant større end landsgennemsnittet.
• Andelen af borgere, der svarer, at de føler sig trygge i deres nabolag, er statistisk signifikant større end landsgennemsnittet.

 

Fakta om Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse:

• Undersøgelsen er gennemført af Danmarks statistik.
• I perioden fra 17. august til 30. november 2022 har 25.796 borgere besvaret spørgeskemaundersøgelsen.
• Rigspolitiet har gennemført undersøgelsen syv gange i perioden 2013-2019.
• Undersøgelsen blev udvidet med en række spørgsmål og er siden 2021 blevet udarbejdet af Justitsministeriet.


Find Tryghedsundersøgelsen 2022 her

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook