To mænd er varetægtsfængslet i fire uger. De er begge sigtet for indbrud i Skive.
Midt og Vestjyllands Politi har natten til torsdag den 10. august anholdt to litauiske mænd i begyndelsen af 30’erne. Begge mænd er sigtet for indbrud i Skive. Torsdag eftermiddag blev begge varetægtsfængslet i fire uger under et grundlovsforhør ved byretten i Viborg.
De to mænd blev anholdt i villakvarteret Vinde i Skive natten til torsdag. Forinden havde en vågen beboer i området ringet til politiet, fordi hun syntes, hun havde hørt en rude blive knust.
”Hun og en anden beboer hjælper os, fordi de ringer og fortæller, hvad de ser og hører. Det er netop det, vi har opfordret borgerne til. Det er en stor hjælp i den her sag, og det skal de have ros for, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.
På de to anholdte fandt politiet både koster fra et tidligere indbrud og forskelligt værktøj som save og brækjern.
Efter afsøgning med hundepatrulje har politiet fundet flere koster fra tidligere indbrud i et engområde ikke langt fra villakvarteret.
I de seneste måneder har Skive været ramt af en betydelig stigning i antallet af indbrud i private boliger. Politiet har 1. august efterlyst to mænd, der er fanget på overvågningsbilleder fra et indbrud tidligere på sommeren.
”Det er klart, at vores efterforskning nu går videre med at se, om vi kan forbinde de to sigtede til flere af de sager, vi arbejder med”, siger Lars Mikkelsen.
Begge sigtede nægtede sig skyldige ved grundlovsforhøret i Viborg.