Kom og oplev udstillingen "Alt dette i en by" af den internationale anerkendte og ukrainskfødte kunstner Sergei Sviatchenko på Viborg Rådhus fra 7. oktober - 8. december 2022.
Udstillingen på Viborg Rådhus består af 12 originale collager og 12 kunsttryk, som viser både nye og velkendte sider af Viborg Kommunes arkitektur.
Sergei Sviatchenko er oprindelig uddannet i kunst og arkitektur ved Kharkov National University of Construction and Architecture i Ukraine og har en Ph.d. fra arkitektskolen i Kiev, Ukraine. Udstillingen skal ses som en hyldest til Viborg fra kunstneren, der har boet i byen med sin familie siden 1990.
”Anledningen til udstillingen er krigen i mit fødeland, Ukraine. Jeg har altid betragtet mig selv som en ”kulturel diplomat”, og i den henseende skal udstillingen være med til at skabe dialog mellem Viborgs indbyggere og de nyankomne ukrainske tilflyttere,” fortæller Sergei Sviatchenko.
Derudover markerer udstillingen overrækkelsen af en stor kunstgave, som Sergei Sviatchenko har skænket til Viborg Kommune. Det drejer sig om Sviatchenkos samling af både egne og andre kunstneres værker.
Udstillingen kan opleves på Viborg Rådhus, Prinsen Allé 5 alle hverdage i rådhusets åbningstid frem til 8. december 2022.
Åbningstider:
Mandag - onsdag: 8.00 - 15.30
Torsdag: 8.00 - 17.00
Fredag: 8.00 - 13.30