Undervisere søges til industrioperatøruddannelsen

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

På Mercantec har vi stor succes med industrioperatøruddannelsen (IOP), og vi har derfor brug for én eller to nye kollegaer til vores team.

Vores kursusudbud er bredt, og som underviser i IOP-teamet vil du, afhængig af dine kompetencer, også komme til at undervise på AMU kurser inden for fx produktion, Lean og personlig udvikling.

Jobbet

Industrioperatøruddannelsen er en voksenuddannelse, som veksler mellem uddannelse og arbejde. Deltagerne er på uddannelse hver anden uge og på arbejde i deres virksomheder de andre uger. Vi gør meget ud af at skabe tæt kobling mellem uddannelsen på Mercantec, og det der foregår i virksomheden, så det bliver meningsfuldt for deltagerne. Du møder deltagere, som kommer fra forskellige brancher og med forskellige baggrund, men som alle er top-motiverede for at lære. Uddannelsen dækker blandt andet følgende fagområder:

  • Produktion og samarbejde
  • Sundhed og træning
  • Energiformer og materialer
  • Automatisering og styring
  • Arbejdsorganisering og kommunikation
  • Energi, miljø og sikkerhed
Du har et dygtigt team omkring dig, og sammen sikrer I, at I kommer godt rundt om fagene. Du behøver derfor ikke kunne undervise i det hele. Du kan læse mere om industrioperatøruddannelsen på Mercantec her.

Hvem er du?

Vi søger undervisere, som har bred teoretisk og praktisk erfaring fra industriel produktion eller lignende. Du har erfaring med ledelse af både mennesker og processer, og du trives, når du er med til at udvikle mennesker både fagligt og personligt.

Du har gerne interesse og viden inden for personlig udvikling, kommunikation, sikkerhed, teambuilding eller lignende. Vores kursister kommer med mange forskellige baggrunde og indgangsvinkler til emnerne, og det er derfor ikke så vigtigt, hvilken branche du har din viden og erfaringer fra.

Det er derimod afgørende, at du har lyst til at formidle din viden og dine erfaringer – ja, du skal faktisk være god til det! Som underviser står du dermed solidt på begge ”ben” – både det faglige ben og formidlingsbenet.

De fleste af vores deltagere er vant til dagligt praktisk arbejde, og de møder dig i en tidsbegrænset periode. Det er derfor vigtigt, at du målretter undervisningen til at styrke deres forudsætninger.

Alt undervisningsmateriale og administrative processer omkring kursisterne foregår digitalt, og vi ser mange muligheder i at udvikle og afholde digitale/virtuelle kursusforløb. Det forudsætter, at du har de nødvendige IT-kompetencer

Hvad tilbyder vi?

Du bliver en del af et team, som har fokus på virksomhedsrettede uddannelser og kurser. Vi har fokus på læring – ikke undervisning. Vi ser vores deltagere som nysgerrige mennesker, der har sat deres hverdag til side for en stund, og som fortjener at blive sat i lærerige situationer. Vi arbejder selv med et ”growth mindset”, og vi holder fast i vores agilitet både omkring undervisningen og de processer og organisering, der støtter op om undervisningen.

Så hvis dine kompetencer og motivation matcher ovenstående, og du har lyst til at være underviser, så har du nu chancen for at blive en del af teamet.

Hvis du har lyst til at høre mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte uddannelsesleder Kim Guldholt på telefon 6114 0679 eller konsulent Christian Winther Knudsen på 4083 6565.

Ansættelsesvilkår og proces

Vi har brug for at udbygge vores team med én eller to nye fastansatte undervisere. Stillingerne er på fuld tid.

Løn- og ansættelsesvilkår iht. overenskomst mellem Finansministeriet og Uddannelsesforbundet. Der er mulighed for at forhandle individuelle tillæg. Herudover får du en attraktiv pensionsordning med 18% arbejdsgiverbetalt pension.

Tiltrædelse pr. 1. august 2024 eller efter aftale.

Arbejdsstedet er med udgangspunkt i Viborg, men ofte afholder vi kursus/uddannelsesforløb hos vores kunder. Kørekort og egen bil er derfor nødvendig.

Ansøgningsfristen er den 3. juni 2024, og samtaler forventes afholdt den 11. juni 2024.

Vi har fokus på at være en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset personlig baggrund. Du kan se mere om Mercantec som arbejdsplads her. Vi ser frem til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Mercantec, Banegårds Alle , 8800 Viborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 03-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6047438

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook