Viborg Byråd har besluttet at vedtage lokalplan nr. 641 samt tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2025-2036. Målet er at sikre en ensartet planlægning for kolonihaveområderne i hele kommunen.
Baggrunden er ønsket om at fastholde distrikterne som kolonihaveområder og fastlægge regler for bebyggelsens placering, omfang og udseende. Lokalplanen udlægger områderne til rekreative formål som kolonihaver, således at anvendelsen som kolonihaver fastholdes.
Lokalplanen indeholder bestemmelser for bebyggelsens omfang, udformning og placering samt sikrer kolonihavernes grønne karakter. Samtidig betyder tillægget, at et afsnit om bebyggelsens omfang udgår fra kommuneplanrammen, således at denne ikke længere reguleres så detaljeret i kommuneplanen. Kommuneplanrammens afgrænsning ændres nu til at følge lokalplanområdet.
Du kan finde yderligere information i sag nr. 13 i Økonomi- og Erhvervsudvalget 18. marts 2026.
Alle med en retlig interesse i sagens udfald kan klage i henhold til planlovens § 59. Landsdækkende foreninger og organisationer, der beskytter natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelse, har også klageret. Klager kan kun omhandle retlige spørgsmål jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, eksempelvis hvis der er usikkerhed om kommunens hjemmel eller procedure.
Klagefristen er fire uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klagen skal indsendes til Planklagenævnet via Klageportalen på www.naevneneshus.dk. Der skal bruges MitID ved indlogning, og klagen sendes automatisk til Viborg Kommune. Klager uden om Klageportalen afvises som udgangspunkt, men fritagelse kan søges ved særlige forhold.
Der opkræves gebyr for at indsende en klage, som betales i Klageportalen.
Ønskes sagen indbragt for domstolene, skal dette ske senest seks måneder fra modtagelsen af afgørelsen.