Virksomheder inviterer 3.000 elever til spændende læringsforløb

Profilbillede
dato

14 lokale virksomheder åbner døren for 3.000 elever i løbet af emneugen Grønne Sammen, der finder sted til efteråret. Her inviteres eleverne til spændende læringsforløb med fokus på bæredygtighed.

Mere end 3.000 elever får glæde af tilbuddet om læringsforløb, mens 14.000 børn og unge fra alle skoler og dagtilbud i Viborg Kommune deltager i de fælles emneuger Grønne Sammen. 

Formålet med emneugerne er at styrke børn og unges fokus på en bæredygtig fremtid med ansvarligt forbrug og glæde ved naturen. Og dette kommer blandt andet til at foregå via læringsforløb hos 14 lokale virksomheder, der er optaget af den grønne dagsorden. Her vil de fx vise, hvordan man arbejder med biodiversitet og grøn omstilling. 

Grønne Sammen spiller derfor også ind i Viborg Kommunes Sammenhængsmodel, hvor et af målene netop er at skabe en miljømæssig, økonomisk og bæredygtig udvikling. 

Viden om bæredygtighed i praksis

Viborg FN17 Business er et partnerskab mellem erhvervsfremmeaktører, offentlige institutioner og private virksomheder. De viser forskellige virksomheder og start ups i Viborg Kommune mulighederne i Verdensmålene og inspirerer dem til at arbejde med målene. 

Derfor var FN Business også hurtig til at lave et læringsforløb, være en del af Grønne Sammen og støtte op om et fælles fokus på Verdensmålene hos virksomheder og kommunens børn og unge, og hvordan man kan arbejde med dem i praksis.

Flere veje til bæredygtighed

Én af de virksomheder, der tager imod skoler under Grønne Sammen er Viborg-virksomheden Adibus A/S. Adibus arbejder blandt andet for at forbedre rejseoplevelsen for passagerer, der benytter offentlig transport. 

Små detaljer betyder meget for menneskers valg af offentlig transport, og hvis flere benyttede busser og tog, ville det betyde mindre CO2 udledning. 

Når eleverne besøger Adibus kommer de til at dyste i affaldssortering via spil, som søstervirksomheden Eventgames har udviklet.

En anden virksomhed, der tager imod eleverne er Hedeselskabet. Hedeselskabet arbejder lige nu på et stort anlægsprojekt, hvor de forvandler den knap 2 ha store græsplæne foran virksomheden til en biodiversitetspark med frodige blomstermarker, bærbuske, vandløb og skovlommer. Her er der altså fokus på at skabe mere liv. 

Her kommer børnene til at lære om nye og bedre måde at tænke den grønne mangfoldighed ind i byen. 

Fakta om Grønne Sammen 

I 2018 begyndte Viborg Kommune at sætte fokus på bæredygtighed, og i efteråret 2019 kom 10 anbefalinger til, hvordan energiforbruget i kommunen kan nedbringes. 

Grønne Sammen er således et ambitiøst initiativ, der skal bidrage til en mere bæredygtig fremtid ved at inddrage og engagere de kommende generationer fra en tidlig alder.

I 2021 finder Grønne Sammen sted i uge 36-37 for alle kommunens dagtilbud og skoler med fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Her deltager i alt 14.000 børn og unge. 

Grønne Sammen skal samle og mobilisere hele Viborg Kommune om en fælles grøn dagsorden ved at beskæftige sig med bæredygtige tanker, idéer, muligheder og handlinger en gang om året. 

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook