36 års fodboldkarantæne uddelt og flere på vej

dato

Siden nye regler blev indført den 10. marts 2026, har Midt- og Vestjyllands Politi udstukket karantæne til 16 fodboldtilskuere. Til sammen har de fået 36 års karantæne.

Begår du noget strafbart i relation til fodbold, risikerer du - ud over den almindelige straf - også at gå glip af stadionlivet et godt stykke tid fremover. Og med nye reglers ikrafttræden tidligere i år, skal der mindre til, før politiet kan meddele dig karantæne.

 

Ændringen af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder trådte i kraft den 10. marts 2026. Siden da har Midt- og Vestjyllands Politi givet karantæne til i alt 16 fodboldtilhængere, der ikke har kunnet finde ud af at opføre sig ordentligt, da de var til fodbold.

 

14 af de 16 fodboldtilhængere har fået to års karantæne hver. De to sidste har fået hele fire års karantæne. Det skyldes, at de begge én gang tidligere har haft karantæne. Med lovændringen blev der nemlig også indført en gentagelsesvirkning. Det betyder, at længden på en karantæne kan forlænges med indtil det dobbelte, hvis man tidligere - inden for de seneste ti år - har haft karantæne. Og det er den bestemmelse, Midt- og Vestjyllands Politi har benyttet sig af i det konkrete tilfælde.

 

Også forbud mod aktiviteter med andre fans

Får du karantæne, betyder det, at du har forbud mod at opholde dig ved herrefodboldkampe. Og det er altså ikke kun tilskuerpladsen hos dit yndlingshold, du mister.

  • Du må ikke komme inden for 500 meter fra det sted, hvor enhver fodboldlandskamp eller kamp i UEFA-regi, superligaen eller 1. eller 2. division spilles.
  • Du må ikke komme inden for 3 kilometer fra det sted, fodboldkampen spilles, når det hold, du er tilhænger af, spiller på udebane.
  • Du må ikke være inden for 5 kilometer fra det sted, fodboldkampen spilles, hvis du deltager i aktiviteter sammen med andre fodboldfans. Du kan for eksempel ikke gå med i fanmarch eller gå på værtshus med de andre fans, hvis det er inden for 5 kilometers radius af stadion.

Forbuddene gælder fra seks timer før kampen til seks timer efter kampen.

 

Flere karantæner på vej

De 16 karantæner, som Midt- og Vestjyllands Politi indtil videre har givet, er givet i relation til kampe spillet den 19. marts (FC Midtjylland - Nottingham Forest), den 22. marts (Viborg FF - FC Midtjylland), den 4. april (FC Midtjylland - Sønderjyske), den 6. april (Viborg FF - AGF) og den 4. maj (FC Midtjylland - Viborg FF). Der er bl.a. tale om personer, der har overtrådt maskeringsforbuddet eller været i besiddelse af- eller affyret pyroteknik.

 

Derudover er der tre verserende sager vedrørende en kamp spillet den 30. juli (FC Midtjylland - Besiktas), hvor Midt- og Vestjyllands Politi påtænker at udstikke karantæner.

 

"Det skal være trygt og rart for alle at gå ind at se en fodboldkamp, og jeg er meget tilfreds med, at vi her får sendt et klart signal til dem, der har en anden agenda. Hvis du gerne vil kunne blive ved med at se dit hold spille fodbold på stadion, så skal du opføre dig ordentligt og følge reglerne", siger politiinspektør Mikkel Ross fra Midt- og Vestjyllands Politi.

 

De 16 personer, som Midt- og Vestjyllands Politi siden den 10. marts 2026 har givet karantæne, er alle mænd i alderen 19 til 32 år.

 

Den strafbare handling, der udløser karantænen, behøver faktisk slet ikke at være sket i forbindelse med en konkret fodboldkamp. Det er nok, at den strafbare handling har relation til fodbold. Det kan for eksempel være et overfald begrundet i offerets fodbold-tilhørsforhold eller deltagelse i arrangerede slåskampe mellem fangrupperinger.

 

Bliver man meddelt karantæne, kommer man til at indgå i et særligt register, ligesom ens navn, alder, signalement, særlige kendetegn, foto og klubtilhørsforhold kan blive delt med autoriserede kontrollører i forbindelse med konkrete fodboldkampe.

 

Bryder man sin karantæne, kan man blive straffet med bøde eller fængsel, ligesom ens karantæne kan blive forlænget yderligere.

 

Nogle domme udløser automatisk fodboldkarantæne

Bliver man dømt for grov vold, behøver man faktisk ikke så meget som at have tænkt på fodbold for at få fodboldkarantæne. Personer, der bliver fundet skyldige i at have udsat nogen for grov vold, bliver nemlig per automatik meddelt en fodboldkarantæne på to år. Det samme gælder, hvis man bliver dømt for rocker-/bandekriminalitet. I de tilfælde bliver der automatisk udløst en fodboldkarantæne på hele otte år.

 

 

Læs mere

Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder

Rigsadvokatmeddelelsen om lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi
Mest læste artikler