Medarbejdere i ældreplejen i Viborg Kommune viste masser eksempler på nye måder at arbejde på, da der var ministerbesøg på Viborg Rådhus
Mandag den 20. marts var der fint besøg på Viborg Rådhus.
Ældreminister Mette Kierkgaard havde nemlig lagt vejen forbi for at høre om Viborg Kommunes erfaringer med frisættelse på ældreområdet.
Det var formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget, Johannes Vesterby, der bød velkommen, før medarbejdere fra ældreplejen overtog scenen og fremlagde en række eksempler på initiativer, der både har gjort det bedre at være ældre medborger i Viborg Kommune og har gjort hverdagen nemmere for medarbejderne.
Eksemplerne omhandlede blandt andet digital ældrepleje, borgernære teams, mere selvvisitation, hurtigere metoder til at tildele hjælpemidler og forsøg med at lade ikke sundhedsfagligt personale stå for en række praktiske opgaver.
Undervejs havde ministeren mange spørgsmål til medarbejderne, og efterfølgende udtrykte hun også stor tilfredshed med det, hun havde hørt.
- Man kan mærke, at velfærdsaftalen giver rum til faglig og ledelses kreativitet, så opgaverne bliver løst på bedre måder. Samtidig oplever jeg, at medarbejderne er så optaget af at gøre det, der giver værdi for borgerne, at der ikke er nogen grund til at være nervøs for frisættelse af medarbejderne, sagde ministeren.