XL-BYG Tømmergaarden Viborg har oplevet en enorm interesse for affaldsskjulere efter næsten alle huse i Viborg og omegn skal have flere affaldsspande som konsekvens af Danmarks nye affaldsplan.
Viborgenserne har været hurtige til at reagere på regeringens nye affaldsplan. Formålet med planen er, at danskerne skal til at sortere deres private affald i ti forskellige dele, hvilket blandt andet betyder, at alle husstande i landet kan forvente mellem to og fire affaldsspande.
"Det er jo ikke noget, der ligefrem pynter foran et velholdt eller nybygget hus, så vi har haft virkeligt travlt med at bestille affaldsskjulere hjem," siger Christoffer Larsen, der er butikschef ved XL-BYG Tømmergaarden Viborg.
Affaldsplanen blev vedtaget i sommer 2020 og særligt i tiden herefter steg efterspørgslen voldsomt. Christoffer Larsen beretter om en stigning på 3 – 400 procent
"Det eksploderede virkeligt på et tidspunkt, og vi forventer, at det fortsætter i år på den anden side af vinteren. Vi er klar med en række nye modeller, der kan bygges sammen med eksisterende hegnsløsninger og matche facaden på huset," siger Christoffer Larsen
Hvis du overvejer at købe en affaldsskjuler til dine skraldespande, har Christoffer Larsen tre gode råd:
1) Overvej design
Tænk affaldsskjulets design sammen med din have og dit hus. Mange går efter de praktiske modeller, der kræver minimalt vedligehold, men der er også andre løsninger at vælge mellem. Du kan for eksempel bygge affaldsskjulet sammen med et eksisterende hegn eller vælge en model med espalier til slyngplanter. Nogle placerer affaldsskjulet op mod et højbed i forhaven, det får skjulet til at skille sig mindre ud i højden. Og er du gør-det-selv-typen, kan du føre beklædningen fra dit hus videre på affaldsskjulet, hvilket giver et meget gennemført udtryk.
2) Tjek størrelsen
Undersøg ved kommunen, om der er nye eller ekstra skraldespande på vej til dit område og bed om målene på spandene. På grund af den politiske aftale fra i sommer skal mange kommuner have nye skraldespande. De nye spande vil ofte være bredere end de gamle, og det er ærgerligt, hvis du køber og installerer et affaldsskjul, der efter kort tid ikke har plads til alle dine skraldespande, eller ikke er designet til at kunne udvides.
3) Undersøg reglerne
Find ud af, hvor langt inde på din grund skraldespandene må stå, og hvordan adgangsforholdene skal være. Så får du også lettere ved at beslutte dig for modellen. Det er fx flot med en helt lukket affaldsskjuler med låg, men der er ofte krav om, at man tager spandene ud af affaldsskjulet, når de skal tømmes, og er der langt ud til affaldsskjulet skal du overveje, om det bliver et irritationsmoment for dig i længden.