Klejtrup børneskoven er på pause.
Bor du i Viborg Kommune og har du små børn? Så kender du måske allerede til de små områder som er utroligt børnevenlige. Indtil videre findes der seks børneskove i Viborg Kommune, og der er allerede endnu én på vej. Den syvende børneskov vil være at finde i Anemoneskoven i Klejtrup, som ligger mellem Herredsvejen og Fuglebakken.
Faktisk skulle den nye børneskov i Klejtrup allerede være blevet indviet i midten af december, men pga. det voksende smittetal i forbindelse med corona, er dette altså blevet udskudt til 2022.
I den nye børneskov er der både bålsted, bænke og en flot figur af anemonekvinden. Derudover vil der i fremtiden også være hele to shelters at finde i skoven. Her er det muligt at finde læ, både om dagen og om natten.
Datoen for indvielse af den nye børneskov i Klejtrup er endnu ikke fastlagt, men mon ikke det bliver i foråret 2022.