Plejer du at bruge din sommer med kajak, fiskestang eller paddleboard på de danske søer og vandløb? Så læs med her.
Den alvorlige fiskesygdom IHN er her nemlig stadig. Der er desværre blevet registreret flere udbrud af sygdommen i Jylland, hvor ørreder i seks dambrug og en put and take-sø er ramt af fiskesygdommen IHN. Det er første gang, sygdommen er konstateret i Danmark.
Sygdommen er dødelig for fisk og smitter mellem vandløb.
Fisk, der lider af IHN, bliver sløve med pludselige korte udbrud af unormalt højt aktivitetsniveau, som normalt medfører død. De ydre kendetegn omfatter mørkfarvning af skindet, blege gæller og udstående øjne.
IHN er ikke farlig for mennesker og smitter ikke til mennesker.
Undgå at sprede den smitsomme fiskesygdom
Har du for nylig været i/ved et af de smittede vandsystemer, skal du desinficere dit grej, og på den måde hjælpe med at forhindre spredning i vores søer og vandløb. Det gælder waders, gummistøvler, både, fiskegrej og så videre.
Derudover er dambrugene sat under offentligt tilsyn, som betyder, at fisk, produkter eller udstyr ikke må flyttes til eller fra dambrugene.
Læs mere om fødevarestyrelsens anbefalinger og hjælp med at mindske risikoen for spredningen her.