Viborgs kommende byråd skal forpligte sig til at etablere et hospice i Viborg.
I Viborg Kommune er Social- og Sundhedsudvalget samt Ældre- og Aktivitetsudvalget blevet enige om, at der skal etableres et hospice i Viborg – og det skal gerne være meget snart. Torsdag d. 11. november afholdt udvalgene et fællesmøde hvor et hospice i Viborg var på agendaen.
At Viborg skal have et hospice har været en drøm for kommunen i flere år, men nu er det altså en helt konkret ambition.
Normalt drives et hospice som en selvejende institution i samarbejde med regionerne. I Viborg tager kommunen sagen i egen hånd og ønsker et selvstændigt hospice. Med tiden skal der oprettes en forening, der kan drive hospicet i Viborg.
Man vurderer at et hospice vil koste ca. 7 millioner kroner årligt. Penge, som nu skal findes. Ifølge Åse Kubel Høeg, skal dette ikke opfattes som et led i valgkampen, der foregår lige nu, men rent faktisk noget der forhåbentligt kommer til at ske i den nærmeste fremtid.