Dobbelt op på fejring af sportsmestre i 2022

Profilbillede
dato

Viborg Kommune og Viborg Idrætsråd har besluttet at udskyde Sportsgalla 2020 og Ung Sportsmester 2020 og i stedet fejre to årgange af sportsmestre sammen ved to festlige arrangementer i 2022.

Planerne for årets to fejringer af Viborg Kommunes bedste atleter har længe ligget klar i skuffen. På grund af Corona-restriktionerne har det dog endnu ikke været muligt at udsende en invitation med en fast dato, hvor kommunen og idrætsrådet kunne samle de mange lokale idrætsstjerner, foreningsrepræsentanter, optrædende og gæster.

Idrætsrådet og kommunen har derfor nu besluttet at flytte begge arrangementer til næste år og i stedet holde to ekstra festlige arrangementer. Her bliver der så selvfølgelig dobbelt op på sportsmestre - nemlig både dem, der har udmærket sig i løbet af 2020 og i 2021.

Ekstra store fejringer næste år

På vegne af Viborg Byråd, der er vært for sportsgallaen, siger borgmester Ulrik Wilbek i forbindelse med beslutningen:

"Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må vente med at fejre de dygtige idrætsudøvere, som skulle have været fejret i år. Men vi vil hellere skubbe begivenheden og så sætte alle sejl til, så det bliver en ekstra stor og festlig begivenhed, hvor alle har mulighed for at være med og få den hyldest, de fortjener."

Sportsgalla 2020/21 afholdes den 25. januar 2022. Tinghallen og konferencier Claus Elgaard er booket, så de 90 voksne sportsmestre fra 2020 kan også godt sætte kryds i kalenderen og se frem til at blive hyldet på scenen den aften.

Arrangementet Ung Sportsmester 2020/21, der har Kultur- og Fritidsudvalget som værter, vil blive holdt i Viborg Teater den 21. marts 2022, og udvalgsformand Mads Panny siger, med tanke på de 98 unge 2020-mestre, som skulle have fejret her i foråret:

"Tiden har desværre ikke været til store arrangementer, men næste år samles vi til en endnu større fest for de unge sportsmestre. Det glæder jeg mig rigtig meget til".

Formand for Viborg Idrætsråd, Preben Jensen, der er garvet medvært for både Sportsgalla og Ung Sportsmester er glad for, at datoerne nu er på plads og ser frem til næste år med ordene:

"Det bliver en kæmpe fornøjelse at hylde sportsmestre for både 2020 og 2021 ved Sportsgallaen og Ung Sportsmester-arrangementet næste år."

Kilde: Redaktionen // Borgmester Ulrik Wilbek og formand for Viborg Idrætsråd Preben Jensen glæder sig til 2022, hvor de igen kan byde velkommen til kommunens sportsmestre. // Foto fra Sportsgalla 2019: Henrik Skov

Seneste på facebook