Ved retten i Viborg er der i dag faldet dom i en større narkosag. Fem mænd er idømt samlet set 27 års fængsel for besiddelse og videresalg af 3,5 kilo kokain.
I dag var sidste retsdag i en sag om besiddelse og videresalg af 3,5 kilo kokain ved retten i Viborg. Fem mænd på henholdsvis 24, 25, 34, 35 og 44 år blev idømt mellem 4,5 og 6,5 års fængsel. Desuden blev den 35-årige udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.
De fem var tiltalt for, via forskellige kommunikationstjenester over telefon og internet, at have modtaget bestillinger af kokain og senere leveret dette til et større antal personer i perioden fra den 13. juli 2023 til den 23. oktober 2023.
Omfattende efterforskning
De fem mænd blev alle anholdt den 23. oktober 2023. Det skete på baggrund af en omfattende efterforskning.
"Vi fik et tip i sommeren 2023, som fik os til at kigge i retning af de fem nu dømte mænd. En omfattende efterforskning har stået på både før og efter anholdelserne, og blandt andet telefonaflytninger og observationer mod de involverede personer og i miljøet omkring dem, førte til, at anklagemyndigheden rejste tiltale og at retten i dag har dømt de fem mænd," fortæller politikommissær og efterforskningsleder Henrik Andersen.
Christian Skov Poulsen, der er fungerende specialanklager ved anklagemyndigheden i Midt- og Vestjylland, har noteret sig, at retten har fundet, at de fem mænd har handlet i forening.
"Jeg er tilfreds med dommen, og hæfter mig særligt ved, at retten var enig i, at de fem har handlet som et samlet netværk og de derfor er dømt i forening," siger Christian Skov Poulsen efter dommen.
Dommene:
- 24-årig mand: 4 år og 6 måneders fængsel. Modtog dommen.
- 25-årig mand: 4 år og 6 måneders fængsel. Modtog dommen.
- 34-årig mand: 6 år og 6 måneders fængsel. Modtog dommen.
- 35-årig mand: 6 år og 6 måneders fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 12 år. Udbad sig betænkningstid.
- 44-årig mand: 5 års fængsel og frakendelse af førerretten i 3 år.
De er alle fængslet efter dom.