Hvad er det bedste ved at bo i Viborg - med dine ord?
“Det er en dejlig by, med en masse kulturelle aktiviteter for alle aldre. Der er alle muligheder for sport og fritidsaktiviteter. Viborg er en smuk by, med masser af historie og med skøn natur i nær omegn.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Viborg til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“De Fem Halder. Det er et sted med, efter min mening, den smukkeste natur i Danmark. Bundet sammen med historie, fortællinger og arkitektoniske bygninger, som Erik Brandt Dam har været med til at give en rød tråd og jeg selv har været med til, at renovere havepavillonerne og opførsel af tårnet ovenpå Hald Ruin.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Jeg tror folk vil sige, at jeg er en rolig, jordnær og hårdtarbejdende person. Jeg er et stort familiemenneske, og mine nærmeste betyder meget for mig. Jeg har ikke behov for at være den, der råber højest eller står i centrum – jeg trives bedst med at være mig selv og bidrage, hvor jeg kan. Jeg er loyal, hjælpsom og gør mig umage med det, jeg går ind i.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Mine børn og kone. En god kop friskbrygget kaffe. At følge med i sport - herunder lokalsporten som VFF og VHK, hvor jeg også tilbringer tid med min søn. Udenlands er det Juventus der fylder meget, som jeg har fulgt siden 1993. Jeg er jo håndværker, så en god kage kan også altid gøre dagen god.”
Hvem i Viborg vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg vil gerne fremhæve Heine Finderup Jensen fra Viborg HK forening. Heine lægger en kæmpe indsats i foreningen, som ikke går ubemærket hen. Han har en finger med i det hele - herunder spillertøj, sponsorater, speake til kampe, støtter op omkring træninger ved de unge, vedligehold af hallen og meget mere. Dette er blot for at nævne noget af det han gør - et menneske som Heine, skal VHK være meget glade for at have.”