Jurist med ekspertise i udbudsret søges til Klagenævnet for Udbud i Nævnenes Hus i Viborg

dato

Har du solid erfaring med udbudsret og lyst til at understøtte Klagenævnet for Udbud med et grundigt og kompetent juridisk forarbejde, så nævnet kan træffe korrekte afgørelser i rette tid? Så er dette stillingen for dig.



Arbejdsopgaver
Vi søger en erfaren kollega til Team Erhverv, der sekretariatsbetjener Klagenævnet for Udbud og de øvrige erhvervsnævn i Nævnenes Hus.

Klagenævnet for Udbud er en uafhængig, domstolslignende klageinstans inden for udbudsområdet. Nævnets hovedopgave er at behandle klager over offentlige ordregiveres overtrædelser af udbudsloven, EU's udbudsdirektiver, EUF-traktaten og de heraf afledte principper om ligebehandling og gennemsigtighed mv. samt tilbudsloven og klagenævnets praksis anses som en væsentlig retskilde ved anvendelse af udbudsreglerne i Danmark.

Som erfaren jurist får du sammen med 2-3 kollegaer ansvaret for at udarbejde udkast til afgørelser til forelæggelse for nævnet, som består af 10 lands- og byretsdommere og et antal sagkyndige medlemmer. Sagerne har stor samfundsmæssig betydning og skal tit behandles inden for korte frister, hvorfor et tæt samarbejde i sekretariatet og med formandskabet er en forudsætning for, at vi lykkes med opgaverne.

Foruden den konkrete sagsbehandling med opgaverne i Klagenævnet for Udbud vil du også blive inddraget i løsningen af juridiske spørgsmål, som vedrører driften af husets og nævnets virksomhed.

Nævnenes Hus har store ambitioner om at skrive afgørelser i høj kvalitet og være effektive i vores sagsbehandling. Vi forventer derfor, at du sætter en ære i at træffe afgørelser på et fagligt højt niveau, hurtigt og effektivt, således at de berørte parter kan få afklaring.

Du vil blive en del af et fagligt særdeles stærkt fællesskab af engagerede og dygtige jurister, der samarbejder om opgaveløsningen med fokus på høj faglighed og afgørelser i rette tid.



Din profil
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. og kan desuden se dig selv i nedenstående:

  • har kendskab til udbudsretten og gerne konkret erfaring med sagsbehandling inden for området, eksempelvis som juridisk sagsbehandler, juridisk rådgiver eller konsulent,
  • har et højt fagligt ambitionsniveau og er holdspiller i forhold til, at vi i teamet lykkes med opgaverne,
  • er god til at analysere komplicerede sager og formår at skære komplekse problemstillinger til,
  • har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner,
  • arbejder struktureret og kan bevare overblikket i en travl hverdag,
  • bidrager til det faglige og sociale miljø og værdsætter samarbejde og videndeling.


Vi tilbyder
Nævnenes Hus er en unik arbejdsplads for dig som jurist. Vi har samlet mange jurister og juridiske specialer under ét tag.

I Nævnenes Hus lægger vi stor vægt på faglig og personlig udvikling. Derfor har alle medarbejdere løbende udviklingssamtaler med deres nærmeste leder, som tager udgangspunkt i en individuel udviklingsplan. Udviklingssamtalerne sætter fokus på dine faglige ambitioner på kort og langt sigt hvad enten dit ønske er at blive specialiseret inden for et retsområde, løse forretningsunderstøttende opgaver, prøve kræfter med ledelse eller noget helt fjerde.

Din hverdag i Nævnenes Hus vil være præget af godt samarbejde i dit team og på tværs af huset. Vi prioriterer nærværende ledelse, fleksibilitet og balance mellem arbejds- og privatliv, herunder gode muligheder for hjemmearbejde. Vi har en aktiv personaleforening samt bl.a. en cykel- og bogklub, som bidrager til et rigtig godt kollegialt fællesskab i huset.

Som ny medarbejder i Nævnenes Hus vil du gennemgå en grundig introduktion til dine nye arbejdsopgaver. Vi udarbejder et særligt tilrettelagt introduktionsprogram til dig, så du bliver klædt godt på til at indgå i hverdagen i Nævnenes Hus.



Nævnenes Hus
I en demokratisk retsstat er det naturligt, at der indimellem opstår uenigheder om jura eller om faktiske forhold. De uafhængige domstolslignende nævn, som Nævnenes Hus sekretariatsbetjener, bidrager til at løse en række af disse tvister, når tvisterne opstår mellem myndigheder og private eller mellem to private parter.

I Nævnenes Hus, der er en styrelse under Erhvervsministeriet, er der ansat cirka 160 jurister, samt omkring 30 jurastuderende. I regi af Nævnenes Hus findes i alt 18 domstolslignende nævn i form af både rekursnævn, disciplinærnævn og privatretlige tvistnævn. Hertil kommer, at Nævnenes Hus er klassisk klageinstans i forhold til afgørelser efter byggelovgivningen.

Du kan læse mere om styrelsen på www.naevneneshus.dk.



Ansøgning og ansættelse
Du søger stillingen ved at uploade din motiverede ansøgning, CV samt eksamenspapirer fra både bachelor- og kandidatuddannelsen senest søndag den 9. november 2025. Vi forventer at afholde 1. samtaler den 19. november i uge 47 og 2. samtaler i uge 48. Vi anvender test i rekrutteringsprocessen. Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Tiltrædelse sker efter aftale.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet.

Hvis du vil vide mere om jobbet, så kontakt teamchef Anne Larsen på telefon 72 40 58 23 eller Camilla Distler Lützner på telefon 72 40 58 38.

Ved spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-rekrutteringspartner Liv Brøgger Baagø på telefon 91 33 70 88.



Arbejdsstedet vil være Toldboden 2, 8800 Viborg – kun få minutters gang fra bus- og togstationen.

Vi glæder os til at høre fra dig!

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Nævnenes Hus, Toldboden , 8800 Viborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-11-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/ac345c95-169e-4edc-9a69-69f4351b3f16

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet