Marianne Thingholm skal fra den 1. marts 2022 arbejde med at ”frisætte” kommunens ældreområde.
Efter 16 år som kommunikationschef i Viborg Kommune har Marianne Thingholm valgt at stoppe som chef. Arbejdspladsen er stadig Viborg Kommune, og i de kommende tre år skal hun arbejde som specialkonsulent i sekretariatet i Social, Sundhed og Omsorg.
Her skal hun være med til at implementere den velfærdsaftale, som Viborg Byråd har indgået med regeringen.
Kommunaldirektør Lasse Jacobsen:
"Marianne Thingholm har ydet en meget stor og kompetent arbejdsindsats som kommunikationschef. Nu har hun har valgt at skifte rollen som chef ud med jobbet som specialkonsulent på ældreområdet, som er et meget vigtigt indsatsområde for Viborg Kommune. Jeg glæder mig over, at Marianne fortsat er ansat i Viborg Kommune og er sikker på, at vi vil få stort udbytte af Mariannes kompetencer også i hendes nye job."