Det er ofte positivt, når det går stærkt for en by, men når det drejer sig om trafikken på steder, hvor hårde trafikanter møder de sårbare, kan det let gå for stærkt.
Det mener formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune, Johannes Vesterby fra Venstre.
Derfor håber han, at Viborg bliver en af de 15 kommuner, der som et forsøg får større indflydelse på de lokale fartgrænser.
Transportministeren står bag ideen
Det er Transportminister Benny Engelbrecht, som har bedt kommunerne overveje, om de har lyst til at tage lidt ekstra ansvar for farten.
Derfor har han etableret en forsøgsordning, som altså i første omgang kommer til at gælde i 15 kommuner.
Som reglerne er lige nu, kan kommunerne godt sænke fartgrænserne i samarbejde med politiet, men med den nye ordning bliver kommunens ord afgørende, og det giver et stærkt kort på hånden i trafiksikkerheden.
Forsøget, som kommer til at vare i tre år, træder i kraft allerede i november 2021, og Viborg Kommune er helt indstillet på at sende en ansøgning.
Her vil man trække nogle særlige eksempler frem på farlige steder – typisk de steder, hvor bløde trafikanter oftest bliver ramt af uheld.