Nu kan pendlere, som bruger cyklen til og fra toget eller bussen, føle sig meget mere sikre, når de stiller deres cykler ved Viborg Station. En ny, smart cykelparkering gør det mere tyverisikkert at parkere sin cykel ved stationen, og det bliver let at finde en plads. Der er nemlig opstillet hele 96 stativer og 29 aflåselige cykelbokse fordelt på fire forskellige placeringer ved stationen.
De nye parkeringsfaciliteter bliver indviet af borgmester Ulrik Wilbek torsdag den 9. marts 2023 kl. 13.30 under Hærvejsbroen, Stationsvej 2 i Viborg. Ud over borgmesteren deltager Viborg Kommunes tekniske udvalg, Martin Pedersen fra JP Group og repræsentanter fra Dansk Cyklistforbunds Viborg-afdeling.
Gratis og let parkering
De nye cykelstativer er gratis og meget lette at bruge. Det eneste, man har brug for, er et rejsekort eller et dankort / andet kontaktløst kort, som lukker og åbner stativet. De i alt 96 cykelstativer, hvoraf de 19 har opladningsmulighed til el-cykler, er opstillet fire forskellige steder på stationsområdet. Det er det største samlede antal Bikeep-cykelstativer, der er opstillet i Danmark.
Ved busterminalen og under Hærvejsbroen er der desuden opsat i alt 29 aflukkede cykelbokse, hvor de fleste har plads til de helt store cykler med lad. Disse bokse er udviklet sammen med den lokale virksomhed JP Group. Cykelboksene åbnes og lukkes vha. App´en "Bikeep". Herudover er der også opstillet bagagebokse, som kan bruges til opbevaring af cykelhjelm, batteri til el-cykel m.m.
Understøtter grønnere transportformer
Viborg Byråd afsatte i 2020 to mio. kroner til et løft af cykelparkeringen ved Viborg Station. Dertil kommer, at Viborg Kommune har fået del i den statslige "Pulje til fremme af cykling i forbindelse med kollektiv trafik". Herfra er der kommet yderligere to millioner kroner til projektet.
- Det er med stor tilfredshed, at vi nu kan tage den nye cykelparkering i brug, siger borgmester Ulrik Wilbek. - Når vi gør det let og sikkert at efterlade sin cykel på stationen, er vi med til at understøtte, at flere får lyst til at skifte bilen ud med grønnere former for transport og kombinere cykling med bus eller tog, siger han.
FAKTA
Sådan bruger du det nye Bikeep-stativ
1. Løft bøjlen og placér din cykel
2. Luk bøjlen og læg et kontaktløst chipkort på displayet (Dankort, Rejsekort eller lignende)
3. Stativet er låst, når displayet blinker rødt - giv eventuelt bøjlen et lille ryk.
4. Lås stativet op ved at lægge det samme kort på stativets display.
Stativet kan også låses og åbnes ved brug af App´en "Bikeep".
Sådan bruger du cykelboksen
1. Vælg en ledig cykelboks - displayet lyser grønt.
2. Vælg cykelboksen via App´en "Bikeep".
3. Åbn lågen og sæt din cykel ind i boksen.
4. Følg instruktionen i App´en, luk lågen og afvent, at displayet lyser rødt - så er boksen låst.
5. Lås cykelboksen op via App´en.
6. Luk lågen efter dig.
Sådan bruger du bagageboksen
Bagageboksene låses og åbnes med et kontaktløst chipkort.
Få instruktion i at bruge Bikeep-stativet
Jens Peter Hansen fra Bikeep vil vejlede i brugen af stativerne ved busterminalen onsdag den 15. marts fra kl. 14 til 17 og igen mandag den 20. marts fra 14-17.
Se video, der viser, hvordan man bruger stativerne på Bikeep's hjemmeside og læs mere på Viborg Kommunes hjemmeside
https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/sikker-cykelparkering-aabner-paa-viborg-station-305902177957759/