Nu kan du tage en tur rundt om Viborgsøerne enten på cykel eller på gåben og opleve både naturen og historiens vingesus på tæt hold.
Rundt om Nørresø er der 5,7 kilometer og rundt om Søndersø er der 5,6 kilometer.
Ved Viborgsøerne kan du på seks forskellige steder finde store gennemsigtige skilte, der fortæller historier om præcis dér, hvor du befinder dig.
På hvert skilt er der tegnet en udfordring, som man kan løse på stedet, hvis man har lyst.
Børn kan derfor også være med, og I vil lære noget om naturen omkring jer og blive klogere på, hvad der skete i “gamle dage”.
Søskiltene har fået nyt design, og måske lyder det mærkeligt, at de er gennemsigtige.
Det smarte er dog, at når man læser på søskiltet, kan man samtidig kigge på søen.
Kigger man godt efter, er der indgraveret en streg i pladen, som følger omridset af den person, der er tegnet på skiltet.
Den indgraverede streg lyser op med svagt LED-lys, når det begynder at blive mørkt hen på aftenen.
Søskiltet bliver på den måde lidt mere spændende og mere levende.
De seks forskellige søskilte møder du ved Borgvold, FDF-sejlcenter, Nordisk Park, Søndermølle, Amtmandens Bro og sønæs.
Tip en 10’er
På din gåtur eller cykeltur kan du tage en tipskupon med og “Tip en 10’er” på din vej og se, om du kan svare rigtig på 10 forskellige spørgsmål.
Du kan printe din tipskupon her.
På søskiltene vil du kunne læse dig frem til svarene, når du passerer dem.