Medarbejderne på Viborg Rådhus fejrede her til morgen, at det nu er 10 år siden, ansatte fra 15 andre arbejdssteder i den nye kommune flyttede sammen i det nye, hvide hus på Prinsens Alle i Viborg.
Da ca. 850 medarbejdere for 10 år siden myldrede ind i det nybyggede rådhus, blev de budt velkommen af borgmester Søren Pape Poulsen.
Mange af de medarbejdere, som åbnede deres flyttekasser den gang var også med til fejringen i dag, hvor den runde fødselsdag blev markeret med morgensang, morgenkaffe og rådhuskage i rådhusets atrium.
Godt tænkt
Borgmesteren – den tredje i rådhusets levetid - hedder nu Ulrik Wilbek, og det var derfor ham, der i dag holdt fødselsdagstalen for rådhuset og dets medarbejdere.
Wilbek ønskede alle medarbejdere og alle, der har været med til at planlægge rådhuset, tillykke med dagen og sagde bl.a.:
- Det var visionært, da borgmestrene i de gamle kommuner allerede i 2004 besluttede, at den nye kommune skulle have ét fælles rådhus. Og det var ret godt set af alle, der var med til at planlægge, rådhuset, at det blev tænkt og bygget som et grønt rådhus, et energivenligt rådhus og et åbent, let tilgængeligt hus for borgerne.
Barn af kommunalreformen
Viborg Rådhus er tegnet af Henning Larsen Architects og er i dag et af Viborgs mest markante, arkitektoniske vartegn. Huset blev født som barn af kommunalreformen, der blev gennemført i 2007. Borgmestrene for sammenlægningskommunerne besluttede allerede i 2004, at den nye Viborg Kommunes centrale administration skulle samles i Viborg by.
Mandag den 12. september 2011 flyttede medarbejdere ind, pakkede ud og satte it-grej op. Dagen efter åbnede de dørene for borgere, virksomheder og andre gæster.