Så er der nyt fra Ung i Balance
At være en del af fællesskabet i skolen,
er ofte noget af det allervigtigste for et ungt menneske.
I teenagealderen er det naturligt at børn begynder at trække sig fra deres forældre, og at vennerne begynder at have meget større betydning.
Det er sådan det, biologisk set, er meningen det skal være.
Men for rigtig mange unge er det sociale svært, og kampen for at være en del af fællesskabet, virker til at være blevet hårdere og mere kompleks.
Nogle unge KÆMPER virkelig hårdt, for at være en del af "den inderste kerne" af et fællesskab. Det betyder ofte at de kommer til at træde på andre, for at beholde deres plads på toppen af hierarkiet. Det kan være at de kommer til at mobbe, tale grimt til andre, bagtale eller lign.
Nogle unge FLYGTER - dvs. at de gemmer sig, og står måske på kanten af et fællesskab. De har ikke lyst til at træde på andre, og ønsker ikke at være en del af den hårde kamp om en plads i fællesskabet. De kan ende med at blive dem der bliver mobbet, eller de kan føle sig usynlige for andre. De kan også være heldige at finde sammen med andre, som har det ligesom dem, og derved få skabt et fællesskab der passer til dem.
Nogle unge PLEASER andre, for at være med i fællesskabet, og kommer derved til at gå over egne grænser. De har svært ved at sige fra, og kommer ofte til at være dem der bliver trådt på af andre. De vil ofte blive mobbet, eller ende med at miste sig selv, i forsøget på at være en del af fællesskabet. Dette kan ofte udløse stort ubehag og angst.
Nogle unge ender i en tilstand af FRYS, fordi de ikke har været i stand til hverken at kæmpe eller flygte, eller fordi de i alt for lang tid har forsøgt at kæmpe, flygte eller please, uden at lykkes med det. Disse unge ender ofte med skolevægring, angst, depression osv.
Nedenstående er en (lang) beskrivelse af nogle eksempler på hvordan de forskellige traumereaktioner kan se ud i virkeligheden, og hvordan vi voksne bedst kan hjælpe de unge, ved at se på de ressourcer og styrker de unge udviser i deres individuelle mestringsstrategi og håndtering af det der er svært for dem.
KÆMPEREN:
En pige på 14 år, er en del af den "populære" gruppe på skolen.
Hun ser godt ud, går med makeup, og gør meget ud af sit udseende. Hun har forskellige kærester, og vil gerne drikke alkohol og gå rundt i byen om aftenen.
I skolen er hun er sammen med en flok piger der minder meget om hende selv.
På overfladen ser pigen glad og tilpas ud. Men når hun er hjemme, er hun sur, flabet og indelukket.
Kigger man lidt tilbage i pigens historie, kan man se, at hun tidligere havde det svært med sig selv. Hun var overvægtig, og stod på kanten af fællesskabet. Hun havde nogle veninder, men de var lidt kiksede, og hun længtes efter at være en del af den seje gruppe.
Omkring 5. klasse lykkedes det pigen at tabe sige, og blive én af de populære. Men hun føler sig ikke godt tilpas. Hun kan ikke lide at bagtale og snakke grimt til andre, og hun synes snakken i gruppen er overfladisk. Hun savner sine gamle kiksede veninder, men tør ikke gå tilbage til dem, da hun så vil ryge ud af inderkredsen i klassens fællesskab.
Kampen for overlevelse er hård, men pigens kampgejst er vigtig at se som en ressource. Hun er en stærk pige, men hun har behov for hjælp til at finde ind til sine egne værdier, og turde bruge sin energi på at gå sin egen vej.
FLYGTEREN:
En dreng på 12 år står ofte alene i frikvartererne og kigger på, når de andre leger. Drengen er nogle gange lidt med, men går hurtigt ud af legen, hvis der sker noget han ikke bryder sig om - f.eks. hvis der opstår konflikter eller nogen siger noget ubehageligt til ham.
Efter skole går drengen direkte hjem, og er sjældent sammen med kammerater i fritiden. Drengen er ind i mellem lidt ked af det, men kan godt lide at være hjemme, hvor han bruger det meste af tiden på at spille computer.
Kigger man tilbage i drengens historie, kan man se at drengen i de første skoleår, forsøgte at være en del af det "seje" fællesskab i skolen, ved at forsøge at gøre som de andre og please dem. Men drengen oplevede ofte at der skete noget som gik over hans grænser, eller at dem han så op til, nedgjorde andre eller snakkede grimt til andre. Hvis ikke han gjorde som dem, begyndte de også at nedgøre og snakke grimt til ham.
Da drengen var en følsom og ordentlig dreng, ville han ikke være med til at træde på andre, og han ville heller ikke finde sig i, selv at blive trådt på.
Hans strategi blev derfor at trække sig fra det fællesskab, som ikke var sundt for ham, og finde ro i at være sig selv.
For mange voksne, vil drengen se ud til at være ensom. De voksne kan derfor komme til at forsøge at presse drengen til at være mere social. Men ved i stedet at se hans styrker, og hjælpe ham med selv at få øje på dem, kan han bevare sit selvværd og den positive energi der er i at turde sætte grænser for andre.
For når han har tillid til at han formår at sætte grænser og sige fra, vil det på sigt skabe en tryghed der kan betyde at han igen tør gå ind i et socialt fællesskab.
PLEASEREN:
En 13 årig pige arbejder hårdt for at være en del af fællesskabet i skolen. Hun er ofte sammen med de piger, som KÆMPER for at være med i inderkredsen i fællesskabet, men hun ender ofte med at føle sig udenfor, fordi de bagtaler hende, snakker grimt til hende eller ignorerer hende. Derfor kommer hun ofte hjem fra skole og er ked af de andre pigers opførsel. Men kort tid efter ender hun med at sige undskyld for noget hun ikke har gjort, eller lade som om intet er hændt, for igen at kunne være en del af fællesskabet med pigerne.
Pigen har det meget svært med at være alene, og opsøger konstant sociale fællesskaber, næsten lige gyldigt hvilke.
Kigger man tilbage i pigen historie, kan man se en lille pige, som i de første skoleår, ikke havde nogen at være sammen med i frikvartererne. Hun kendte ikke nogen, da hun startede på skolen, da hendes forældre lige var blevet skilt, og hun var flyttet til området sammen med sin mor, kort før skolestart.
Det at pigen har prøvet at føle sig alene i de første skoleår, har gjort det ekstra (livs) vigtigt for hende, at føle sig som en del af et fællesskab. Det er derfor vigtigt at se den styrke der er i, at hun har formået at blive en del af et fællesskab, på trods af en svær start. Pigen kan dog have brug for hjælp til at finde ro i sig selv, turde være sig selv og turde sig fra overfor de "kæmpende" piger.
FRYSTILSTANDEN:
En 13 årig dreng har skolevægring og har været hjemme i omkring 1 år. Før det kæmpede hans forældre for at han skulle blive i skolen, og pressede ham til at komme af sted. Men til sidst gemte han sig under dynen, og nægtede at komme i skole. Siden har han opholdt sig på sit værelse det meste af tiden, og har fået vendt op og ned på sin døgnrytme. Han spiser helst på værelset, kommer sjældent i bad og sidder oftest foran sin computer. Forældrene ved ikke hvad de skal gøre. De overvejer at få ham udredt, da de oplever en dreng som slet ikke kan fungere. Skolen presser på for at han skal komme i skole, men kan ikke tilbyde hjælp.
Kigger man tilbage på drengens historie, er der flere ting der har ledt op til, at hans nervesystem har lukket ned. Som helt lille var drengen flere gange indlagt på sygehuset, da han havde svær astma. Han fik meget medicin, og var ofte syg med forkølelse, mellemørebetændelse osv. Da han kom i børnehave, var han ofte nødt til at blive hjemme, fordi han var syg. Han havde svært ved at komme ind i fællesskabet i børnehaven, fordi han sjældent var der, og fordi han følte sig utryg og usikker.
Da drengen kom i skolen, var han fortsat meget usikker, men han var heldig at finde sig en ven, som han kunne være sammen med. De to var altid sammen, og drengen havde det for det meste godt i skolen. Men i 4. klasse skete der det, at vennen flyttede fra skolen, og drengen kom til at stå alene. Han følte sig ikke tilpas med de andre drenge i klassen, som alle var seje fodbolddrenge, og han blev mere og mere trist og utryg. Han forsøgte dog altid at se glad ud, når lærerne var i nærheden, for han kunne ikke lide, hvis de sagde noget til ham.
Derhjemme lå han ofte under dynen og græd, men forsøgte at se glad ud, når han var sammen med forældrene, da han ikke vil gøre dem bekymrede, ligesom de var, da han syg som lille.
I 5. og 6. klasse forsøgte drengen at klare hverdagen ved at gemme sig lidt, både i undervisningen og i frikvartererne. Men ofte følte han så usynlig for de andre, at han blev helt i tvivl om han eksisterede. Både elever og lærere ignorerede ham, og de kunne helt glemme at tælle ham med, når der skulle laves grupper. Desuden blev han ofte kaldt øgenavne, og oplevede af og til at blive kastet ind i en hæk, hvis han kom til at kigge på de andre drenge.
Drengen fik mere og mere ondt i maven og havde ofte feber. Han blev ofte hjemme fra skole, men når hans forældre blev vrede eller kede af det, tog han alligevel af sted. Lige ind til en dag midt i 6. klasse, hvor hans krop føltes så tung at han ikke kunne rejse sig fra sin seng, og hver gang han overhovedet tænkte på skole, fik han voldsom kvalme og svært ved at trække vejret.
Det er tydeligt at drengens traumer sidder dybt i ham helt tilbage fra hans tidlige barndom, hvor sygdom har svækket ham og gjort at han ikke har udviklet sig som han skulle, hverken fysisk, psykisk eller socialt.
Drengens nervesystem har desuden været på overarbejde i mange år, og de mange sygehusbesøg og medicinering har været som overgreb for ham, og har gjort at hans alarmsystem i hjernen, har været overaktivt, hvilket har skabt en grundlæggende utryghed hos ham.
Da drengen til sidste ender hjemme i sin seng med en belastningsreaktion, er det hans krop der siger stop og højlydt fortæller at den ikke kan klare mere. Her ligger styrken i at turde lytte til kroppen og dens signaler. Man kan sige at kroppens ur-instinkt er at spille død, fordi den ikke længere kan holde til at kæmpe eller flygte for at overleve, uden at det har en effekt. Og samtidig oplever en del af nervesystemet nærmest at være død, fordi drengen oplever at være blevet udstødt af fællesskabet.
Hjælpen til drengen, bør nu være, først og fremmest at have respekt for de signaler hans krop sender. Det vil sige at give kroppen lov til at være i FRYS, uden at presse den længere ned. Men samtidig nænsomt hjælpe kroppen med at løsne op, via masser af tid, kærlighed, tryghed og fokus på drengens behov og grænser.
Tak fordi du læste med på det lange skriv. Jeg håber det kan have vækket nogle tanker hos dig!
Er der noget du kan genkende?
Gitte
er ofte noget af det allervigtigste for et ungt menneske.
I teenagealderen er det naturligt at børn begynder at trække sig fra deres forældre, og at vennerne begynder at have meget større betydning.
Det er sådan det, biologisk set, er meningen det skal være.
Men for rigtig mange unge er det sociale svært, og kampen for at være en del af fællesskabet, virker til at være blevet hårdere og mere kompleks.
Nogle unge KÆMPER virkelig hårdt, for at være en del af "den inderste kerne" af et fællesskab. Det betyder ofte at de kommer til at træde på andre, for at beholde deres plads på toppen af hierarkiet. Det kan være at de kommer til at mobbe, tale grimt til andre, bagtale eller lign.
Nogle unge FLYGTER - dvs. at de gemmer sig, og står måske på kanten af et fællesskab. De har ikke lyst til at træde på andre, og ønsker ikke at være en del af den hårde kamp om en plads i fællesskabet. De kan ende med at blive dem der bliver mobbet, eller de kan føle sig usynlige for andre. De kan også være heldige at finde sammen med andre, som har det ligesom dem, og derved få skabt et fællesskab der passer til dem.
Nogle unge PLEASER andre, for at være med i fællesskabet, og kommer derved til at gå over egne grænser. De har svært ved at sige fra, og kommer ofte til at være dem der bliver trådt på af andre. De vil ofte blive mobbet, eller ende med at miste sig selv, i forsøget på at være en del af fællesskabet. Dette kan ofte udløse stort ubehag og angst.
Nogle unge ender i en tilstand af FRYS, fordi de ikke har været i stand til hverken at kæmpe eller flygte, eller fordi de i alt for lang tid har forsøgt at kæmpe, flygte eller please, uden at lykkes med det. Disse unge ender ofte med skolevægring, angst, depression osv.
Nedenstående er en (lang) beskrivelse af nogle eksempler på hvordan de forskellige traumereaktioner kan se ud i virkeligheden, og hvordan vi voksne bedst kan hjælpe de unge, ved at se på de ressourcer og styrker de unge udviser i deres individuelle mestringsstrategi og håndtering af det der er svært for dem.
KÆMPEREN:
En pige på 14 år, er en del af den "populære" gruppe på skolen.
Hun ser godt ud, går med makeup, og gør meget ud af sit udseende. Hun har forskellige kærester, og vil gerne drikke alkohol og gå rundt i byen om aftenen.
I skolen er hun er sammen med en flok piger der minder meget om hende selv.
På overfladen ser pigen glad og tilpas ud. Men når hun er hjemme, er hun sur, flabet og indelukket.
Kigger man lidt tilbage i pigens historie, kan man se, at hun tidligere havde det svært med sig selv. Hun var overvægtig, og stod på kanten af fællesskabet. Hun havde nogle veninder, men de var lidt kiksede, og hun længtes efter at være en del af den seje gruppe.
Omkring 5. klasse lykkedes det pigen at tabe sige, og blive én af de populære. Men hun føler sig ikke godt tilpas. Hun kan ikke lide at bagtale og snakke grimt til andre, og hun synes snakken i gruppen er overfladisk. Hun savner sine gamle kiksede veninder, men tør ikke gå tilbage til dem, da hun så vil ryge ud af inderkredsen i klassens fællesskab.
Kampen for overlevelse er hård, men pigens kampgejst er vigtig at se som en ressource. Hun er en stærk pige, men hun har behov for hjælp til at finde ind til sine egne værdier, og turde bruge sin energi på at gå sin egen vej.
FLYGTEREN:
En dreng på 12 år står ofte alene i frikvartererne og kigger på, når de andre leger. Drengen er nogle gange lidt med, men går hurtigt ud af legen, hvis der sker noget han ikke bryder sig om - f.eks. hvis der opstår konflikter eller nogen siger noget ubehageligt til ham.
Efter skole går drengen direkte hjem, og er sjældent sammen med kammerater i fritiden. Drengen er ind i mellem lidt ked af det, men kan godt lide at være hjemme, hvor han bruger det meste af tiden på at spille computer.
Kigger man tilbage i drengens historie, kan man se at drengen i de første skoleår, forsøgte at være en del af det "seje" fællesskab i skolen, ved at forsøge at gøre som de andre og please dem. Men drengen oplevede ofte at der skete noget som gik over hans grænser, eller at dem han så op til, nedgjorde andre eller snakkede grimt til andre. Hvis ikke han gjorde som dem, begyndte de også at nedgøre og snakke grimt til ham.
Da drengen var en følsom og ordentlig dreng, ville han ikke være med til at træde på andre, og han ville heller ikke finde sig i, selv at blive trådt på.
Hans strategi blev derfor at trække sig fra det fællesskab, som ikke var sundt for ham, og finde ro i at være sig selv.
For mange voksne, vil drengen se ud til at være ensom. De voksne kan derfor komme til at forsøge at presse drengen til at være mere social. Men ved i stedet at se hans styrker, og hjælpe ham med selv at få øje på dem, kan han bevare sit selvværd og den positive energi der er i at turde sætte grænser for andre.
For når han har tillid til at han formår at sætte grænser og sige fra, vil det på sigt skabe en tryghed der kan betyde at han igen tør gå ind i et socialt fællesskab.
PLEASEREN:
En 13 årig pige arbejder hårdt for at være en del af fællesskabet i skolen. Hun er ofte sammen med de piger, som KÆMPER for at være med i inderkredsen i fællesskabet, men hun ender ofte med at føle sig udenfor, fordi de bagtaler hende, snakker grimt til hende eller ignorerer hende. Derfor kommer hun ofte hjem fra skole og er ked af de andre pigers opførsel. Men kort tid efter ender hun med at sige undskyld for noget hun ikke har gjort, eller lade som om intet er hændt, for igen at kunne være en del af fællesskabet med pigerne.
Pigen har det meget svært med at være alene, og opsøger konstant sociale fællesskaber, næsten lige gyldigt hvilke.
Kigger man tilbage i pigen historie, kan man se en lille pige, som i de første skoleår, ikke havde nogen at være sammen med i frikvartererne. Hun kendte ikke nogen, da hun startede på skolen, da hendes forældre lige var blevet skilt, og hun var flyttet til området sammen med sin mor, kort før skolestart.
Det at pigen har prøvet at føle sig alene i de første skoleår, har gjort det ekstra (livs) vigtigt for hende, at føle sig som en del af et fællesskab. Det er derfor vigtigt at se den styrke der er i, at hun har formået at blive en del af et fællesskab, på trods af en svær start. Pigen kan dog have brug for hjælp til at finde ro i sig selv, turde være sig selv og turde sig fra overfor de "kæmpende" piger.
FRYSTILSTANDEN:
En 13 årig dreng har skolevægring og har været hjemme i omkring 1 år. Før det kæmpede hans forældre for at han skulle blive i skolen, og pressede ham til at komme af sted. Men til sidst gemte han sig under dynen, og nægtede at komme i skole. Siden har han opholdt sig på sit værelse det meste af tiden, og har fået vendt op og ned på sin døgnrytme. Han spiser helst på værelset, kommer sjældent i bad og sidder oftest foran sin computer. Forældrene ved ikke hvad de skal gøre. De overvejer at få ham udredt, da de oplever en dreng som slet ikke kan fungere. Skolen presser på for at han skal komme i skole, men kan ikke tilbyde hjælp.
Kigger man tilbage på drengens historie, er der flere ting der har ledt op til, at hans nervesystem har lukket ned. Som helt lille var drengen flere gange indlagt på sygehuset, da han havde svær astma. Han fik meget medicin, og var ofte syg med forkølelse, mellemørebetændelse osv. Da han kom i børnehave, var han ofte nødt til at blive hjemme, fordi han var syg. Han havde svært ved at komme ind i fællesskabet i børnehaven, fordi han sjældent var der, og fordi han følte sig utryg og usikker.
Da drengen kom i skolen, var han fortsat meget usikker, men han var heldig at finde sig en ven, som han kunne være sammen med. De to var altid sammen, og drengen havde det for det meste godt i skolen. Men i 4. klasse skete der det, at vennen flyttede fra skolen, og drengen kom til at stå alene. Han følte sig ikke tilpas med de andre drenge i klassen, som alle var seje fodbolddrenge, og han blev mere og mere trist og utryg. Han forsøgte dog altid at se glad ud, når lærerne var i nærheden, for han kunne ikke lide, hvis de sagde noget til ham.
Derhjemme lå han ofte under dynen og græd, men forsøgte at se glad ud, når han var sammen med forældrene, da han ikke vil gøre dem bekymrede, ligesom de var, da han syg som lille.
I 5. og 6. klasse forsøgte drengen at klare hverdagen ved at gemme sig lidt, både i undervisningen og i frikvartererne. Men ofte følte han så usynlig for de andre, at han blev helt i tvivl om han eksisterede. Både elever og lærere ignorerede ham, og de kunne helt glemme at tælle ham med, når der skulle laves grupper. Desuden blev han ofte kaldt øgenavne, og oplevede af og til at blive kastet ind i en hæk, hvis han kom til at kigge på de andre drenge.
Drengen fik mere og mere ondt i maven og havde ofte feber. Han blev ofte hjemme fra skole, men når hans forældre blev vrede eller kede af det, tog han alligevel af sted. Lige ind til en dag midt i 6. klasse, hvor hans krop føltes så tung at han ikke kunne rejse sig fra sin seng, og hver gang han overhovedet tænkte på skole, fik han voldsom kvalme og svært ved at trække vejret.
Det er tydeligt at drengens traumer sidder dybt i ham helt tilbage fra hans tidlige barndom, hvor sygdom har svækket ham og gjort at han ikke har udviklet sig som han skulle, hverken fysisk, psykisk eller socialt.
Drengens nervesystem har desuden været på overarbejde i mange år, og de mange sygehusbesøg og medicinering har været som overgreb for ham, og har gjort at hans alarmsystem i hjernen, har været overaktivt, hvilket har skabt en grundlæggende utryghed hos ham.
Da drengen til sidste ender hjemme i sin seng med en belastningsreaktion, er det hans krop der siger stop og højlydt fortæller at den ikke kan klare mere. Her ligger styrken i at turde lytte til kroppen og dens signaler. Man kan sige at kroppens ur-instinkt er at spille død, fordi den ikke længere kan holde til at kæmpe eller flygte for at overleve, uden at det har en effekt. Og samtidig oplever en del af nervesystemet nærmest at være død, fordi drengen oplever at være blevet udstødt af fællesskabet.
Hjælpen til drengen, bør nu være, først og fremmest at have respekt for de signaler hans krop sender. Det vil sige at give kroppen lov til at være i FRYS, uden at presse den længere ned. Men samtidig nænsomt hjælpe kroppen med at løsne op, via masser af tid, kærlighed, tryghed og fokus på drengens behov og grænser.
Tak fordi du læste med på det lange skriv. Jeg håber det kan have vækket nogle tanker hos dig!
Er der noget du kan genkende?
Gitte
Ung i Balance er kommerciel partner med VORES By Viborg og oplysningerne er hentet fra deres Facebookside. Støt lokalt og giv en tommel op på deres side.
Se mere om Ung i Balances på deres hjemmeside.
