I alt har mere end 15.000 gæster deltaget i museets aktiviteter i 2021.
Da 2020 blev til 2021, lå det ikke i kortene, at det skulle blive et godt museumsår på gæstefronten. Covid-19-pandemien hærgede, og alle museer måtte lukke ned i årets første knap fem måneder. Og da man kunne genåbne for aktiviteter i forsommeren, skulle der gå noget tid, før gæsterne fandt vej til museumsoplevelserne i Viborg. Men sommeren blev nogenlunde god, og især i efteråret har man på Viborg Museum virkelig mærket, at nye formidlingsaktiviteter er begyndt at få fat i gæsterne.
Museumschef Brian Wiborg udtaler: ”Optakten til sommeren kunne vel ikke være dårligere pga. Corona-situationen, men vi fik kickstartet sæsonen med relancering af flere aktiviteter, der havde ligget i dvale. F.eks. nåede lige knap 1.000 gæster i år at deltage i vores populære Bryg & Brosten, og vi kan se, at mange firmaer er begyndt at bruge både Bryg & Brosten og mordgådejagten ”Det sidste Kongemord” som event for deres ansatte. Den type aktiviteter forventer vi os mange flere af i Domkirkekvarteret, når det nye bymuseum er åbnet.”
Samarbejde med Viborg-guiderne lover godt
I 2020 indledte Viborg Museum et nyt samarbejde med Viborg-guiderne, som var blevet ”hjemløse” efter lukningen af Visit Viborg. Samarbejdets første to år har pga. Covid-19 været præget af nedgang i mængden af busselskaber, der besøger Viborg, men pilen peger alligevel opad:
”Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Viborg-guiderne, som viser vores unikke by og egn frem på bedste vis for turistgrupper. I efteråret havde vi ekstraordinært mange ture i kalenderen, og det lover godt for de kommende år, hvor vores ambitioner er høje både i Domkirkekvarteret og på De fem Halder”, siger Brian Wiborg.