Viborg Kommune styrker service til erhvervslivet

Der er godt gang i byggeriet i Viborg Kommune – f.eks. her i Banebyen / Foto: Viborg Kommune.
Profilbillede
dato

Sagsbehandlingstiden for byggesager i Viborg Kommune ligger markant under landsgennemsnittet, og kommunen styrker nu indsatsen for at understøtte erhvervslivets vækst yderligere ved at ansætte erhvervskoordinator og ekstra sagsbehandlere. 

Viborg Kommune har gennem en målrettet indsats opnået en markant reduktion i sagsbehandlingstiden for byggesager fra 2019 til 2020. I 2020 havde kommunen en gennemsnitlig sagsbehandlingstid, der er kortere - og i 4 ud af 5 kategorier markant kortere - end landsgennemsnittet.

Højt serviceniveau i en tid med vækst

Den ekstra gode nyhed er, at Viborg Kommune har fastholdt det høje niveau for sagsbehandling i første halvår af 2021, og at kommunen nu skruer yderligere op for indsatsen med at understøtte erhvervslivets vækst, fortæller borgmester Ulrik Wilbek:

"Vi har lige ansat en ny erhvervskoordinator, som skal arbejde målrettet med holde det høje serviceniveau og udbygge den gode og konstruktive dialog med virksomhederne. Vi har også lige ansat fem nye byggesagsbehandlere - og alle de nye ansættelser skulle meget gerne bidrage til et endnu bedre erhvervsklima og understøtte væksten i Viborg Kommune generelt."

Ny koordinator skal sikre sammenhæng og service

De nye tiltag er blandt andet sat i værk på baggrund af input og anbefalinger fra lokale virksomheder, og et af de meget synlige tiltag bliver den nye erhvervskoordinator, som kommunen har ansat fra 1. december 2021. Navnet er Jesper Hansen. Han er uddannet ejendomsmægler og kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i Vesthimmerlands Kommune. Med i bagagen har han flere års erfaring med virksomhedssamarbejde og rollen som sparringspartner for erhvervslivet.

Viborg Byråds målsætning er, at kommunens virksomheder skal opleve en sammenhængende, koordineret indsats, når de kontakter Viborg Kommune. Den målsætning skal Jesper Hansen hjælpe med at opfylde ved at bidrage til at sikre hurtig og effektiv håndtering af byggesager - herunder en dialog, der understøtter de enkelte virksomheder.

"Med de nye initiativer ønsker vi helt enkelt at bidrage til, at både vores lokale virksomheder og de virksomheder, der kunne være interesserede i at flytte til området - oplever os som en attraktiv og erhvervsvenlig kommune at drive virksomhed i," siger borgmesteren afsluttende.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook