Midt- og Vestjyllands Politi har tirsdag formiddag været talstærkt tilstede i det østlige Viborg i forbindelse med en anmeldelse om et mistænkeligt forhold. Politiet er nu i kontakt med den mand, som formentlig var skyld i anmeldelsen.
Tirsdag morgen kl. 8.20 fik Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om en mand, der opførte sig mistænkeligt i området omkring Houlkærskolen og børnehaven Unoden i Viborg. Anmeldelsen lød på, at manden opholdt sig nær et hegn til børnehaven Unoden, og at han skulle have en pistollignende genstand i bæltet.Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter en mand, der passede på beskrivelsen. Kl. 10.25 henvendte en 39-årig mand fra området sig til politiet, da han havde indtryk af, at politiet ledte efter ham. Manden passer på beskrivelsen og har bekræftet at have været i området på anmeldelsestidspunktet. Der er ikke noget, der tyder på, at han har været i besiddelse af skydevåben, men en bæltetaske kan være skyld i misforståelsen.
Manden vil nu blive afhørt, men Midt- og Vestjyllands Politi vurderer, at der er ikke umiddelbart har været noget mistænkeligt i episoden.
Politiets indsats i området er afsluttet.
Hvis man som vidne har oplevet noget voldsomt og har brug for at snakke med nogen om det, kan man kontakte Offerrådgivningen på tlf. 116 006.